Børsmægler med 100.000 danske kunder indfører negative renter

Nordnet, som er en flittigt benyttet platform for aktiehandel, indfører negative renter 1. januar

Endnu flere danskere risikerer nu at blive ramt af negative renter på deres opsparinger.

Børsmægleren Nordnet, der har mere end 100.000 aktive kunder i Danmark, vil fra årsskiftet kræve en negativ rente på minus 0,75 procent for indeståender over 750.000 kroner.

Det har Nordnet oplyst i en meddelelse.

Nordnet følger dermed i hælene på en stribe banker i Danmark, der har indført lignende tiltag.

Jyske Bank var den første danske bank til at indføre negative renter. Banken har samme vilkår som Nordnet.

Det samme har Sydbank, Spar Nord og Alm. Brand. Ringkjøbing Landbobank har indført negative renter for indeståender over to millioner kroner.

Nordnet forklarer ligesom de øvrige banker beslutningen med, at der de seneste år har været negative renter hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

Dermed koster det Nordnet flere millioner hver måned, når kunderne bare lader deres opsparinger stå og samle støv.

- I Nordnet har vi forsøgt at trække tiden og renterne så længe som muligt. Vi indførte først negative renter for erhvervskunder sidste år, hvilket var cirka to år efter de fleste andre banker.

- Også dengang var vi nødsaget til at gøre noget. Nordnet var en af de få banker, som ikke tog den reelle pris for at opbevare kontanter, og ikke sendte regningen videre til kunderne, skriver Nordnet.

Nordnet forklarer, at kunder gennem de seneste år har flyttet store kontantbeløb fra andre banker. Det ønsker banken ikke en gentagelse af.

- Den situation ønsker vi ikke at blive bragt i igen, nu hvor en stor del af de danske banker har annonceret negative renter for privatkunder, skriver Nordnet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere