Bog skal afhjælpe fremmedfrygt

Özlem Cekic og Bent Melchior vil med ’Brobyggerne’ råbe de angste danskere op

Dannskerne er angste og dæmoniserer de fremmede, mener Bent Melchior og Özlem Cekic. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Dannskerne er angste og dæmoniserer de fremmede, mener Bent Melchior og Özlem Cekic. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Man drikker ikke dialogkaffe med sine venner. Dem er man jo enig med i forvejen. Det er ’dem, de andre ikke vil lege med,’ som det er interessant og givende at få hul igennem til, for kendskab til og forståelse for hinanden er grundlaget for fred og tryghed.

En ny bog med titlen ’Brobyggere’ om tidl. overrabbiner Bent Melchior og tidl. folketingsmedlem Özlem Cekic har set dagens lys. Den er skrevet af journalist Anders Jerichow, og målgruppen er det store flertal af danskerne, som ifølge Melchior føler angst for ’de fremmede’.

Kun ved dialog kan man lære hinnanden bedre at kende, påpeger Bent Melchior og Özlem Cekic. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Kun ved dialog kan man lære hinnanden bedre at kende, påpeger Bent Melchior og Özlem Cekic. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Årsagen til bogen skal findes i det arbejde Melchior og Cekic laver i foreningen Brobyggerne – der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed, hvor alle kan føle sig ligeværdige og velkomne i en samtale, der er kritisk og konstruktiv.

Foreningen er i dag på 1000 medlemmer, men vil gerne have mange flere, for, som parret siger, er det kun ved dialog – kun ved at man lærer hinanden at kende – at man kan skabe et trygt samfund uden polarisering.

En bog for alle
– Bogen er ikke skrevet for, at vi skal gøre rede for vores filosofiske verdensopfattelse. Det er udformet let tilgængelig ud fra de oplevelser, som vi i dialog-arbejdet møder. Den er slet og ret en skildring af, hvordan hverdagen er på godt og ondt i hovedparten af de danske miljøer, hvor flertallet lider af angst for de fremmede. Vi siger så: ’Der er ingen grund til at være bange. I skal bare have kontakt med hinanden, så vil meget løse sig selv’, forklarer Melchior.

Bogen 'Brobyggerne' opfordrer til dialog, som kan afhjælpe angsten for de fremmede.
Bogen 'Brobyggerne' opfordrer til dialog, som kan afhjælpe angsten for de fremmede.
 

– I min optik er bogen en opfordring til at få dialoger i gang over hele landet – jo flere brobyggere, vi kan organisere, des større er chancen for, at vi kan komme til at lære hinanden at kende grupperne imellem. Derfor er bogen mere aktivistisk, end den er ideologisk. For hvis man vil skabe forandring, må man starte med sig selv, siger Cekic.

– Jeg tror på, at vi kan arbejde mod messianske tider med fred og tryghed, tilføjer Melchior.

Mødt med fordomme
Parret har mødt fordomme og kritik fra flere sider over deres samarbejde. Dels er han jøde, og hun er muslim. Dels er han 90 år, og hun er 43. Hertil kommer, at hun er uddannet sygeplejerske, mens han er skriftlærd og intellektuel.

– Nogle vil nok mene, at vi er et unaturligt par. Men jeg mener, at vores forskellighed er vores styrke. Vores samarbejde har stået på i 11 år, hvor Özlem er kommet i mit hjem, og det har været til gensidig glæde og inspiration. Nøjagtigt sådan som Özlem og jeg gennem samtaler er kommet til en forståelse af hinandens liv og religioner, foreslår vi, at andre danskere gør i forholdet til deres ’fremmede’ naboer. Frygten for at blive rendt over ende af islam må manes i jorden, for selv om det selvfølgelig er rigtig, at islam er en missionerende religion, så må vi se i øjnene, at det er kristendommen også. Og selv om både den katolske og den protestantiske kirke har sendt missionærer ud i verden – både i øst og vest, så er det altså ikke lykkedes at kristne befolkningerne overalt, hvor de er kommet frem, smiler Melchior.

Danskerne dæmoniserer
– Som det er nu, omgås vi hovedsagelig eller udelukkende dem, der ligner os selv. Resten dæmoniserer vi. Vi lader os sjældent udfordre af anderledes tænkende. I stedet påvirker vi hinanden til at slå ring om os selv. Da jeg var barn hadede jeg jøder . Jeg var hardcore som ung, og jeg var lige som alle andre fyldt med fordomme. I dag har jeg fået venskaber, jeg ikke havde den gang, og derfor har min horisont åbnet sig. Jeg er ikke racist længere og hader ikke andre befolkningsgrupper. Og jeg har lært at lytte. Åbenhed og tolerance er vejen frem. Skyttegravskrig og fingerpegen bringes os ingen vegne, erklærer Cekic.

– Når jeg møder mennesker, der nyligt er kommet til landet, gør jeg klart, at de har en forpligtelse til tre ting: De skal lære sproget, de skal holde lovene, og de skal anerkende danskernes kultur. Omvendt er danskerne så også forpligtet til at være i mødekommende over for de nye naboer – også selv om de ser anderledes ud og har andre vaner, fastslår Melchior.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Bent Melchior og Özlem Cekic mener, at deres forskellighed er deres styrke. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Bent Melchior og Özlem Cekic mener, at deres forskellighed er deres styrke. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Özlem: Tørklædekritik kan medvirke til radikalisering

Tørklæde-spørgsmålet er lige som omskæringen af drengebørn både muslimsk og jødisk – dog sådan at det kun er gifte jødiske kvinder, som kan finde på at dække håret til, mens det er udbredt både blandt unge og ældre kvinder i islam.

Og mht. omskæring er traditionerne lige så gamle blandt jøder som blandt muslimer.

– Når Bent og jeg er ude på skoler, bliver børnene tit overraskede over, at der faktisk er en del fælles ting for jøder og muslimer. Heller ingen af os spiser svinekød f.eks. Men i forholdet til tørklæderne, vil jeg sige, at det er da rigtigt, at nogen muslimske kvinder er undertrykte og tvunget til at bære tørklæde. Men lige som mange gør det som følge af traditionen eller religionen. For nogen er det også en politisk manifestation. Jeg gik stik imod min fars ønske også med tørklæde som ung. Det var mit ungdomsoprør. Og jo mere folk stak til mig over mit tørklæde, des mere stædig blev jeg. Faktisk tror jeg, at når man som kvinde med tørklæde oplever at blive spyttet på eller få hævet sit tørklæde af, og kontant få at vide, at man er undertryk, så kan den modstand være med til at radikaliserer – altså gøre dem endnu mere religiøse – og endnu mere fastholdende over for de ideologiske signaler, som også kan ligge i tørklædet, mener Özlem Cekic.

Kun det indre tæller
– Jeg må for min del sige, at jeg ikke tror, at man blive en bedre jødisk kone af at gå med tørklæde. Det forklarede jeg mit barnebarn og hans hustru, da de unge kort før ægteskabet fortalte, at hun efterfølgende ville bære tørklæde. Disse synlige manifestationer gør hverken fra eller til. Det er det indre forhold til ens gud, der tæller, smiler Melchior.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Alle kan blive brobyggere

    Bent Melchior og Özlem Cekic håber, at brobygger-bevægelsen kan blive en folkebevægelse. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Bent Melchior og Özlem Cekic håber, at brobygger-bevægelsen kan blive en folkebevægelse. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Man slår ikke løs på nogen, man lige har delt et måltid mad med. Og man kan ikke hade et menneske, som man griner og hygger med.

Disse helt enkle regler er udgangspunktet for enhver brobygger, for fordommene nedbrydes, når man først er kommet ind på livet af hinanden.

– Den unge venstreorienterede Özlem, jeg lærte at kende, nægtede at hilse på medlemmer af Dansk Folkeparti, men det ændrede sig, smiler Bent Melchior.

– Ja den holdning ændrede sig, da jeg f.eks. lærte Liselott Blixt rigtigt at kende. Vi var som SF’er og DF’er med på en udvalgsrejse, og her oplevede vi, at vi var gode til at grine sammen. Og da først den bro var bygget, kom en masse andet til, forklarer Özlem Cekic.

Flemming Rose
Og det med at vende ryggen til noget, man tror, man ikke lide, selv om man intet kender til det, er såre almindeligt. Dem, man har stærkeste holdninger om, er tit dem, man slet ikke kender.

– Jeg møder folk, der ikke vil sætte deres ben i vores forening, fordi et af vores medlemmer er Flemming Rose (Muhammed-tegningerne i JyllandsPosten). Men den form for fastlåste fjendebilleder, bringer os ingen vegne. Bent og jeg kritiseres også over at have besøgt Grimshøjmoskeen og Google-imamerne – altså de imamer med de letkøbte ideer og uden teologisk baggrund. Men igen – uden kritisk samtale med dem, vi er uenige med, kommer vi aldrig til at flytte holdninger. 

– Både Özlem og jeg ved godt, at der er lang vej endnu, før vi når ud til alle de mennesker, vi gerne vil have i tale. Men jo flere brobyggere, vi bliver, des flere er der til at gå i dialog med omgivelserne. Vi drømmer om, at det kan gøres til en folkebevægelse. Vores budskab er, at fred ikke kommer af sig selv. Vi må tale sammen. Og helt ærligt – hvad er alternativet? spørger Melchior.

240 kommentarer
Vis kommentarer