Boligboble rammer de riges børn: Lejligheder for dyre til forældrekøb

Antallet af forældrekøb er det laveste i syv år, viser tal fra ejendomsmæglerkæden home

Prisstigninger og skærpede låneregler har sat en bremse på  de såkaldte forældrekøb.
Prisstigninger og skærpede låneregler har sat en bremse på de såkaldte forældrekøb.

Så er der dårligt nyt til børn fra overklassen.

Prisen på ejerlejligheder er nu skruet op i et leje, hvor selv mange velhavende forældre må opgive at købe en lejlighed til deres børn, de såkaldte forældrekøb.

- De store prishop – også det seneste år – er en væsentlig årsag til, at antallet af forældrekøb på landsplan er faldet siden 2015, og at forældrekøbets andel af de solgte lejligheder nu er den laveste i syv år, siger Mads Ellegaard, relationschef i ejendomsmæglerkæden home.

Home har som den eneste ejendomsmæglerkæde registreret omfanget af forældrekøb blandt egne handler siden 2011, og her viser tallene, at antallet af forældrekøb dykkede med otte procent i 2017 sammenlignet med året før. Det betyder, at kun et ud af ti salg af ejerlejligheder i 2017 var et forældrekøb.

Til sammenligning var hvert femte salg i 2013 et forældrekøb.

Glimrer ved fravær

Hos konkurrenten Nybolig er udviklingen den samme.

- Hos mange af vores mæglere - især i København - glimrer forældrekøberne ved deres fravær i øjeblikket, og det er faktisk usædvanligt, da flere uddannelser også har studiestart i starten af året, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i Nybolig.

Ifølge de mæglere, han har talt med, er det en kombination af høje priser og nye låneregler, som kan blive endestationen for mange forældrekøbere.

- Selvom der er høj friværdi og sund økonomi, betyder et forældrekøb jo, at man skal finansiere mere gæld, og hvis gældsloftet så overstiger mere end fire gange den samlede husstandsindkomst, ja, så kan det betyde, at man skal vælge både højere renter og afdrag, hvilket i sidste ende kan skyde forældrekøbet til hjørne, fordi det bliver for dyrt, siger Thomas Hovgaard.

En kvart million på et år

Tallene fra home viser, at en lejlighed på 68 kvadratmeter i Københvan alene i 2017 steg med et kvart million kroner, mens stigningen i Aarhus løb op 160.000 kr.

- Der er store prisforskelle på forældrekøb mellem byerne. Et forældrekøb i hovedstaden er mere end dobbelt så dyrt som i Odense. I København er prisen tæt på 2,6 millioner kr., i Odense knap 1,2 millioner, siger Mads Ellegaard.

Det er dog ikke kun prisen, der får andelen af forældrekøb til at falde, mener han.

Færre små lejligheder

- Forældrekøb har også været ramt af, at udbuddet af mindre lejligheder har været trykket langt ned. Mange nyopførte lejligheder er for store og for dyre efter mange forældres smag og muligheder, siger Mads Ellegaard til Berlingske.

Statistikken fra Home indeholder alle størrelser af lejligheder og er inklusiv projektsalg. Forældrekøb udgør en højere andel af salget af de mindre lejligheder, mens andelen af større lejligheder og projektsalg er lavere.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere