Boligejere taber sag i landsret om højere lånegebyrer

BRFkredit og Totalkredit, der er ejet af Nykredit, frifindes i sag om højere bidragssatser.

Tilbage i 2015 blev der skuet op for bidragssatserne ved BRFkredit og Totalkredit. Det mente flere kunder ikke var i orden - nu har realkreditforeningerne fået medhold i Østre Landsret. Tilbage i 2016 gav Brian M. Rasmussen fra Uvildige.dk gode råd i forhold til gebyrgribbene. Se eller gense det her

Der var ikke medhold i Østre Landsret til fire boligejere, som ville have afprøvet, om stigninger i bidragssatserne på deres boliglån var i orden. BRFkredit og Totalkredit, der er ejet af Nykredit, frifindes. Det oplyser Østre Landsret.

- Landsretten frifandt begge realkreditforeninger med den begrundelse, at der var hjemmel til bidragsforhøjelserne i aftalerne og gældende regler, skriver retten på sin hjemmeside.

I en sag havde en boligejer anlagt sag mod BRFkredit, mens tre boligejere i to andre sager havde lagt sag an mod Totalkredit.

I alle tre sager er bidragssatserne på boligejernes lån blevet sat i vejret. Boligejerne ville have rettens ord for, om det var rimeligt og i overensstemmelse med de aftaler, de havde indgået med selskaberne. Boligejerne har fået fri proces.

Sagerne er af så principiel karakter, at de sprang byretten over og havnede direkte i Østre Landsret. Dermed vil sagen ende i Højesteret, hvis parterne anker.

Og det er umiddelbart advokat Christian Dahlagers anbefaling til sine klienter. Han repræsenterer boligejerne i alle tre sager, men har endnu ikke haft lejlighed til at drøfte dommen med nogle af dem.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg synes ikke, at det er en så klar frifindelse, at vi skal stoppe her, siger han.

- Man kan indimellem se en dom, der er meget kort formuleret. Men her har man gjort sig betydelig omtanke med en meget lang dom, hvor det er beskrevet over flere hundrede sider, hvorfor modparten skal have ret, siger han.

Hvis boligejerne vil anke til Højesteret, skal de først søge fri proces igen. Der er en ankefrist på fire uger.

Ifølge Christian Dahlager er sagernes kerne, om der juridisk kan sættes en grænse for, hvor meget realkreditinstitutterne må hæve priserne.

Han mener, at realkreditsektoren har en så væsentlig rolle i samfundsøkonomien, at der følger et særligt ansvar med.

Hvis boligejerne havde fået medhold i, at stigningerne var uholdbare, kunne det have fået store konsekvenser for hele realkreditsektoren, som de senere år har hævet bidragssatserne markant over for tusindvis af kunder.

Hos BRFkredit noterer man sig blot, at dommen er faldet ud til BRFkredits fordel som forventet, og at selskabet ikke har yderligere kommentarer.

150 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere