Boligkøbere har flere mindre lejligheder at vælge mellem

Der er blevet flere af de eftertragtede ejerlejligheder på mindre end 75 kvadratmeter

Der er blevet mere at vælge mellem, hvis man er på udkig efter en mindre ejerlejlighed. Ifølge tal fra Finans Danmark er der kommet næsten 1000 flere små lejligheder på det danske boligmarked de seneste to år.

- Der er godt nyt for dem, der er på udkig efter en mindre lejlighed, siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

- Der er nemlig kommet en del flere til salg, og det giver den enkelte flere valgmuligheder og gør boligmarkedet i de største byer mere tilgængeligt for flere.

Finans Danmark er penge- og realkreditinstitutternes brancheorganisation. Organisationen holder løbende et øje på boligmarkedet. Når Finans Danmark i deres statistik taler om mindre lejligheder, er det lejligheder på under 75 kvadratmeter.

I alt melder Finans Danmark om 2962 lejligheder under 75 kvadratmeter til salg.

Alt er dog ikke fryd og gammen for boligkøbere på jagt efter højest 75 kvadratmeter. Ud over et voksende udbud er der en stor gruppe af potentielle købere, der konkurrerer med hinanden om at lukke de mulige køb.

- Vi kan se, at interessen efter mindre lejligheder er forholdsvist større end for de store lejligheder, siger Peter Jayaswal.

- Er man på udkig efter en ejerlejlighed på for eksempel 75 kvadratmeter, står de i gennemsnit til salg for omkring 2,45 millioner kroner.

Da kalenderen skiftede til maj, var der ifølge Finans Danmark 8323 ejerlejligheder til salg. Det er 21 procent mere end for et år siden.

Lejlighederne på under 75 kvadratmeter er den del af markedet, hvor der er mest aktivitet. De mindre lejligheder udgør 36 procent af ejerlejlighederne til salg. Men de udgør 43 procent af handlerne.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere