Bombe fra Mølbak: Marie-Louises første coronatest destrueret på hospitalet

TESTET POSITIV TO GANGE: Marie-Louise Kleszewski kan være den første dansker, der er smittet to gange med coronavirus. Men om det er tilfældet, får vi aldrig svar på, da hendes første positive coronatest er destrueret. Det oplyser Statens Serum Institut til Ekstra Bladet

Marie-Louise er testet positiv for corona to gange. Video: Per Rasmussen

Vi undersøger

Marie-Louise er testet positiv for coronavirus to gange. Men har hun haft virusen to gange? Eller hvad er forklaringen? Ekstra Bladet hjælper den kommende tid Marie-Louise med at undersøge sagen.

Den 41-årige sygeplejerske Marie-Louise Kleszewski kan være den første dansker, der har været smittet med coronavirus to gange. Men det bliver aldrig muligt at undersøge og sammenligne de to positive coronaprøver.

Statens Serum Institut bekræfter torsdag over for Ekstra Bladet, at Marie-Louises første coronaprøve er blevet 'smidt ud'.

I en række artikler har Ekstra Bladet fortalt Marie-Louises historie. I april måned blev sygeplejersken fra Nykøbing Falster for første gang testet positiv. Netop den test er røget i skraldespanden, lyder det fra Statens Serum Institut, der står for at indsamle og lagre alle danskeres positive coronaprøver.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Prøver fra denne coronatest fra 10. april findes ikke længere. Privatfoto
Prøver fra denne coronatest fra 10. april findes ikke længere. Privatfoto

Mange prøver smidt ud
Ekstra Bladet har gennem mere end en uge forsøgt at få svar på, om Marie-Louise har været smittet to gange med coronavirus.

I en mail til Ekstra Bladet skriver Statens Serum Instituts direktør, Kåre Mølbak, at man hele tiden har undersøgt sagen, selvom det ikke har fremgået af instituttets tidligere meldinger til Ekstra Bladet:

'Vi vil gerne undersøge denne sag (og andre), men vi skal have skaffet materialet først. Derfor har vi også brugt de seneste dage på at finde ud af, om materialet stadig findes. Med hensyn til den første prøve fra den 10. april, så er materialet fra den desværre blevet smidt ud. Den blev taget på et tidspunkt, hvor der var maksimalt pres på hospitalerne, og derfor blev der smidt en del prøver ud i stedet for, at de blev sendt til SSI. Den kan derfor ikke undersøges yderligere.'

Det er hospitalet, der har indsamlet prøverne, som altså ikke har sendt dem videre til Statens Serum Institut.

I juli, tre måneder efter den første positive test, blev Marie-Louise Kleszewski igen testet positiv for corona, selvom hun havde været rask i tidsrummet mellem den første og anden positive test. Første gang var hun syg i fire uger, og anden gang var hun syg i en lille uge.

En række førende eksperter, som Ekstra Bladet har talt med, vurderer, at hvis Marie-Louise har haft coronavirus to gange, så har der været en grad af immunitet efter første smittetilfælde, og derfor har det andet sygdomsforløb været mildere. Læs alle deres vurderinger her.

Usikkerhed om anden prøve
Marie-Louise Kleszewskis anden positive coronaprøve fra 11. juli leder Statens Serum Institut stadig efter.

'Uanset svaret kan den dog ikke sammenlignes med den første prøve, da den som nævnt er blevet destrueret,' skriver Kåre Mølbak til Ekstra Bladet.

Det er ligeledes endnu uvist, hvor mange prøver, der er blevet kasseret, før de er nået frem til Statens Serum Institut. Det vil Ekstra Bladet undersøge.

207 kommentarer
Vis kommentarer