Bonnichsen: Rasmus Paludans handlinger kan starte ny Muhammed-krise

De seneste koranafbrændinger og hadefulde ytringer fra Rasmus Paludan kan få katastrofale konsekvenser, vurderer Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere chef for PET

Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup er ikke i tvivl: Rasmus Paludans islamfjendske parti, Stram Kurs, når at blive opstillingsparat inden valget. Producer: Kristian Hansen

Rasmus Paludans demonstrationer, hvor Koraner bliver brændt af bundet ind i bacon, og muslimer tilsvinet, kan ikke bare udgøre en trussel for ham selv, men også for hele Danmarks sikkerhed.

Det mener den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, der sammenligner situationen med Muhamed-krisen. Dengang var der tale om karikaturtegninger, der fik den arabiske verden til at antænde.

- I dag ser vi noget, der er meget værre, nemlig at Koranen, der er det allerhelligste, bliver maltrakteret på alle mulige måder, siger Hans Jørgen Bonnichsen, der selv var chef for PET under Muhamed-krisen.

Jyllands-Posten udgav karikaturerne af profeten Muhammed 30. september 2005. Først i januar året efter begyndte folk i arabiske lande at gå på gaden, og det kulminerede med et angreb på den danske ambassade 4. februar.

- Der var en meget lang tændsats, før de ekstremistiske grupper fik øjnene op for det og begyndte at reagere. Jeg kan dermed forestille mig, at det samme vil ske, selvom jeg håber, at det kan stoppes inden det, som ingen ønsker, sker, Hans Jørgen Bonnichsen.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
 

Opfodrer til møde
Hans Jørgen Bonnichsen opfodrer statsministeren til at tage en præventiv samtale med de arabiske landes ambassadører, så de kan være med til at dæmme op for en eskalering af situationen.

- Han skal forklare dem sit standpunkt; at han tager afstand fra de racistiske udtalelser, men at ytringsfriheden nyder vidtrækkende beskyttelse, siger han.

Han mener, at politikerne selv er ansvarlige for, at typer som Rasmus Paludan nu kan få lov at ytre sig blasfemisk, hvilket før i tiden var ulovligt.

- De ansvarlige politikere, der har afskaffet blasfemiparagraffen, må kigge sig selv i spejlet. De har banet vejen for det svineri, der nu kommer frem, siger Hans Jørgen Bonnichsen, der mener, at det er hyklerisk, at politikerne har afskaffet blasfemiparagraffen og indført en lov mod hadprædikanter.

PET har til Berlingske skrevet følgende:

'PET følger naturligvis udviklingen af terrortruslen mod Danmark og danske interesser i udlandet tæt. De aktuelle demonstrationer ændrer ikke niveauet for terrortruslen, som fortsat er alvorlig. De danske myndigheder følger situationen tæt.'

Politiforbundet: Vi har en helt ny situation
Forbundsformand i Politiforbundet Claus Oxfeldt er klar i mælet, hvis Rasmus Paludan bliver opstillingsberettiget.

- Så har vi en helt ny situation. For så er det demokratisk besluttet, han skal holde vælgermøder. Så selvom jeg tidligere har problematiseret, at han måske misbruger sin ytringsfrihed, vil det være en helt anden situation som folketingskandidat.

Claus Oxfeldt lægger ikke skjul på, at det vil blive en voldsom opgave for politiet, men han kan af principielle årsager ikke komme nærmere ind på, hvor meget det vil koste.

- Det vil være meget omfattende, og det vil kræve en større sikkerhedsopsætning hver gang. Sådan må det være, siger han.

Racismedømt
Rasmus Paludans mulighed for at udtale sig i særdeles nedsættende vendinger blev gjort muligt, da politikerne afskaffede straffelovens blasfemiparagraf i 2017. Ifølge den måtte man ikke håne anerkendte religionssamfunds troslærdom eller gudsdyrkelse.

Paludan er idømt 14 dages betinget fængsel for i en YouTube-video at have overtrådt straffelovens paragraf 266 b, populært kaldet racismeparagraffen. Paludan ankede dommen på stedet.

I videoen taler Paludan blandt andet om 'de fleste negere i Sydafrika' og personer med lav intelligens. Og det er den kobling, der er ulovlig.

Retsformanden Christina Breinstrup oplyste desuden ved domsafsigelsen, at hun og de to domsmænd, som medvirkede under sagen, havde været enige om både skyldsspørgsmålet og strafudmålingen.

1859 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere