Boom: Danskernes vaner ændret

44 procent af danskerne hopper i løbeskoene eller sætter sig på jernhesten og dyrker idræt i naturen, lyder konklusionen på en ny rapport fra Danmarks Idrætsforbund

Udendørs motion er blevet mere populært end nogensinde før. Halvdelen af danskerne gør som kageracerne og tager ud i naturen. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Udendørs motion er blevet mere populært end nogensinde før. Halvdelen af danskerne gør som kageracerne og tager ud i naturen. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Carsten Dam Petersen, Lars Toft, Finn Boye, Per Steen Hansen og Lars Simper er blot en håndfuld af de 18 mænd, der pænt står i køen ved Ørbæk Bageri.

Køkulturen bliver fremvist på fornemmeste manér, og med 250-gangs jubilæum er bageriet efterhånden klar over, at det lille rum hver tirsdag formiddag forvandler sig til noget, der mest minder om en hønsegård.

Det er nemlig her, mountainbikerytterne - også kaldet 'kageracerne'- holder pause på deres 70 kilometer lange cykeltur.

Når det er tid til bestilling, er det kun kagen, de skal koncentrere sig om. Kaffen står klar henne ved langbordet. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Når det er tid til bestilling, er det kun kagen, de skal koncentrere sig om. Kaffen står klar henne ved langbordet. Foto: Tim Kildeborg Jensen

En del af statistikken
Andelen af voksne, der bruger naturen som idrætshal, er steget fra 36 procent i 2011 til 44 procent i 2016.

Det er blandt andet løb, mountainbike, ridning, kajakroning og windsurfing, der trækker folk ud i naturen, siger rapporten fra Danmarks Idrætsforbund.

Kageracerne startede for 250 uger siden. Dengang var det bare to lidt lækkersultne mænd på cykeltur igennem Ørbæk.

- Det var Carsten Dam Peteresen og jeg, som tilfældigt kom forbi Ørbæk Bageri på en tur. Efter en kop kaffe og en kage cyklede vi tilbage mod Svendborg, og hurtigt blev den tur en fast rutine, fortæller Lars Toft.

- Stille og roligt har det gennem venner og bekendte spredt sig, og i dag er vi cirka 30 på maillisten - og vi holder også en julefrokost, fortsætter han.

I pausen bliver der snakket om alt mellem himmel og jord - både om politik, koner og sport. Foto: Tim Kildeborg Jensen
I pausen bliver der snakket om alt mellem himmel og jord - både om politik, koner og sport. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Hver tirsdag formiddag mødes de cykelglade mænd i Svendborg. På deres cirka 70 kilometer lange tur til Ørbæk og tilbage igen, har de tre små konkurrencer - skiltespurtene.

Tre udvalgte skilte på ruten giver nemlig anledning til en spurt om at nå skiltet først. Når mændene holder deres midtvejspause i Ørbæk bageri, falder snakken omkring langbordet også hurtigt på, 'hvem tog skiltet'.

- De fleste af os har altid dyrket motion, men det er alligevel tit de samme, der kører om skiltene, siger Finn Boye, som selv tog skiltet i dag.

- Vi venter dog på hinanden hele vejen, også selvom vi måske nok er noget spredt i tempo. Faktisk er det nok Kaj, vores alderspræsident på 75 år, der skal vente mest, tilføjer Carsten Dam Petersen og peger over på den veltrænede mand på langsiden.

De fleste af mændene har tidligere dyrket motion, men der er også enkelte, som aldrig har cyklet før. Foto: Tim Kildeborg Jensen
De fleste af mændene har tidligere dyrket motion, men der er også enkelte, som aldrig har cyklet før. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Bedre faciliteter
Ifølge Dansk Idrætsforening skal der mere fokus på udendørs faciliteterne. I dag er der i gennemsnit er 22 idrætshaller per kommune, men kun 5,7 outdoorfaciliteter.

Bestyrelsesmedlem i Dansk Idrætsforbund Niels-Christian Levin Hansen mener, at kommunerne må tage bestik af, at danskernes idrætsvaner har ændret sig.

- Idræt har i mange år været dyrket i haller og på baner, men de senere år har vi set, at folks idrætsmønster er ved at ændre sig. 

- Flere dyrker individuel idræt og motion, og de skifter fra at gøre det i klubber til at gøre det outdoor, siger han.

Rapporten er fra Dansk Idrætsforbund tænkt som et redskab til kommunerne og kan bruges til at udarbejde en politik for området. Det er ifølge DIF første gang, at kommunernes faciliteter til idræt og motion i det fri kortlægges.

 En oplagt facilitet kunne for eksempel være et mountainbikespor.

Ruten fra Svendborg til Ørbæk er ikke helt fast. De kan både cykle en lang og en kort vej. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Ruten fra Svendborg til Ørbæk er ikke helt fast. De kan både cykle en lang og en kort vej. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Kageracerne har dog ingenting at klage over, hvad det angår faciliteter. De bruger naturen, som den er. 

- Vi synes jo, at Sydfyn har Danmarks flotteste natur og de bedste skove, så vi mangler absolut ingenting. Lige nu tager vi smutture ind i skoven, men 85% af vores cykeltur foregår faktisk på landevej. Når vejret bliver anderledes, trækker vi mere ud i skovene.

- Men det er dog lidt af et luksus problem. Det handler jo om, at vi - eller vores cykler  - ikke må blive beskidte, siger Lars Toft med et glimt i øjet.

Motion for alle
Det er både i tempo, alder og profession de mange forskellige mænd er spredt. Rundt om bordet i Ørbæk bageri sidder både skolelærer, it-arbejdere og en ortopædkirurg.

Og en lille lægelig anbefaling bliver der også plads til i dagens anledning.

- Selvom man har slidgigt i knæene eller er besværet i mange andre idrætsformer, så kan man næsten altid cykle. Faktisk har jeg selv pacemaker, og det er absolut heller ingen hindring. Tværtimod er det misforstået, at man skal tage det stille og roligt, fortæller ortopædkirurgen Lars Simper.

Hos kageracerne er der plads til alle. Selvom der op til de forskellige spurte ikke bliver ventet særlig meget, sørger de altid for at få alle samlet igen. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Hos kageracerne er der plads til alle. Selvom der op til de forskellige spurte ikke bliver ventet særlig meget, sørger de altid for at få alle samlet igen. Foto: Tim Kildeborg Jensen

I toppen af listen over kommuner med flest muligheder for udendørsaktiviteter er Bornholm, skarpt efterfulgt af Silkeborg og Vordingborg Kommune.

I bunden af listen over kommuner, der hverken har arealer eller faciliteter, ligger Frederiksberg, Herlev og Rødovre Kommune.

131 kommentarer
Vis kommentarer