En ny aktindsigt viser, hvordan demente Kamma på 88 år ligger fikseret i sin egen afføring og kæmper for frihed. Eksperter og politikere har kritiseret Thisted Kommune for deres praksis. Alligevel har de forlænget godkendelsen til fastspænding.
Ekstra Bladet har spurgt borgere i Thisted Kommune, hvad de synes om Kammas sag, og om de har lyst til at blive gamle i den kommune, de bor i nu, når det er standarden.
Dement fikseret i afføring: - Jeg kan lige så godt tage mit eget liv
Plejehjem forlænger fiksering af dement: - Det er klamt
Mikael Paaske, 29
- Det er helt forfærdeligt. Det vigtigste, vi kan bruge penge på, er de ældre og børnene. Så hellere spare nogle andre steder. De må prioritere hvad der er vigtigst, og det er altså mennesker.
- Det ser ikke positivt ud, når man ser sådan noget. Jeg håber, det bliver bedre, inden jeg bliver gammel.
Inger Lise Olesen, 74
- Det er jo for at hun ikke skal skade sig selv, men der skal alligevel tages mere hånd om det. Man kan ikke bare lukke døren og gå.
- Jeg regner ikke med, at jeg bliver så dårlig. Men alt skal være ret og rimeligt, og man kan ikke have penge til alting. Folk vil jo heller ikke betale mere i skat, men det ville jeg nu gerne.
Kristina Kristensen, 31
- Det er da forfærdeligt. Det er frygteligt, der ikke er penge til at passe bedre på hende, men hvis der er pårørende, må man også selv hjælpe til.
- Jeg ville være ked af, hvis det er sådan, når jeg bliver gammel. Man kan kun frygte, at ens sidste dage skal være sådan der.
Henning Andreasen, 69
- Det er ikke godt nok. Hun har vel betalt sin skat hele sit liv og været en del af samfundet, så skal der også være varme hænder nok til at passe hende nu.
- Man skal have råd til at blive gammel i dag og have sine egne midler til at kunne betale for plejen. Sådan burde det ikke være.
Else Marie Andreasen, 68
- Det må bare ikke ske. Det der er en katastrofe. Der bliver brugt for lidt penge til de meget svage. Hvis der ikke er tid til at se efter hende, kunne de måske få nogle frivillige til det, men det er egentlig også forkert. Det skulle ikke være nødvendigt i vores samfund.
- Man vil da nødig blive gammel eller handicappet, hvis det der er situationen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kommunalpolitikere: Ingen kommentarer
Ekstra Bladet har forsøgt at få politikerne i Thisted Kommunes social- og sundhedsudvalg i tale, men ingen af dem, vi har været i kontakt med, vil svare på spørgsmål om den konkrete sag.
Peter Uno Andersen (DF) henviser til udvalgets formand, Ida Pedersen (S), der på en SMS skriver, 'det har jeg ingen kommentarer til'.
Udvalgets næstformand, Henrik Gregersen (V), vil heller ikke kommentere Kammas historie.
- Der er en politik på området, og jeg tror, at de ansatte har fulgt den. Det bliver selvfølgelig til revision på et tidspunkt, men det bliver ikke i pressen, siger han til Ekstra Bladet.
Borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard (S), skriver i en mail, at hun ikke har mulighed for en udtalelse.