Ved du mere om sagen? Del din viden anonymt i en mail til hf@eb.dk.
Den socialdemokratiske borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen, vil have undersøgt, om kommunen har begået fejl, efter Ekstra Bladet har afsløret en lang række mistænkelige forhold på Søbæk-imperiet, da det var ejet af rigmanden Erik Filthuth.
- Jeg er dybt rystet over de artikler, som Ekstra Bladet har bragt i løbet af de sidste par dage. Jeg er meget forarget over at læse det, I skriver, siger hun i et interview med Ekstra Bladet.
Avisen har blandt andet afsløret, hvordan rigmanden finansierede sit luksusliv gennem Søbæks skoler og opholdssteder.
Afsløringen du ikke måtte læse: Børnehjemsbaron finansierede luksusliv 'hammer ulovligt'
Nu vil borgmesteren have sagen undersøgt til bunds.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Vil rydde op
Holbæk Kommune havde ansvar for tilsynet med Søbæks bo- og opholdssteder frem til 2014, hvorefter det overgik til det nyoprettede Socialtilsyn Hovedstaden, der netop har politianmeldt sagen.
Kommunen har dog alle dage haft ansvaret for tilsynet med Søbæk-imperiets skoledel, der formelt hedder Søbækskolen ApS. Det er særligt på skolerne, at de mistænkelige forhold, som Ekstra Bladet har kunnet afsløret, er foregået.
- Jeg går meget op i at komme helt til bunds i, hvad der er foregået. Derfor har jeg nu bedt min administration om at undersøge sagen grundigt. Hvis vi har begået fejl, vil jeg vide det, så vi kan rydde op i det, siger borgmesteren i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen.
Afsløring: Børnehjems-baron havde millionudlæg til mad og rejser
- Hvordan kan det være, at det er Ekstra Bladet, der skal grave de her ting frem, og ikke Holbæk Kommune?
- Det vigtigste for mig er, at vi kommer til bunds i, hvad det er, der er foregået. Både i forhold til det vi har ansvaret for og helt generelt.
- Det er absurd, at man kan bruge skatteydernes kroner på at finansiere et privatforbrug på den her måde. Det skal ikke ske, og det er noget, jeg vil rydde op i, siger borgmesteren med henvisning til de historier, Ekstra Bladet har bragt, hvor der blandt andet blev sat alvorlige spørgsmålstegn ved Erik Filthuths private udlæg for millioner af kroner
Minister: Vi har brug for nye regler
Hele sagen er blevet forelagt socialminister Astrid Krag (S).
- Ud over at det er rystende at se, hvad I lægger frem, synes jeg, det står med flammeskrift nu, hvorfor vi har brug for nye regler, lyder det oprørt fra ministeren, som allerede er ved at undersøge, hvordan reglerne og kontrollen på området skal ændres.
Astrid Krag siger yderligere, at hun ikke kan forestille sig andet, end at det, Ekstra Bladet har gravet frem, 'vil blive gransket meget nøje'.
Erik Filthuth har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Ekstra Bladet, men forsøgte forgæves at forhindre historierne i at blive fortalt i Københavns Byret.
Multimillionær ville stoppe Ekstra Bladet