Borgmester sætter en stopper for strip i dansk festgade

Jomfru Ane Gade er ikke, hvad den har været, mener Aalborgs borgmester, der nu sætter en stopper for letpåklædte, dansende kvinder i festgaden

Jomfru Ane Gade er som regel proppet i nattetimerne i weekenden. Foto: René Schütze
Jomfru Ane Gade er som regel proppet i nattetimerne i weekenden. Foto: René Schütze

Det skal være slut med striptease og nøgendans i området omkring den populære festgade Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Bevillingsnævnet i Aalborg har besluttet at ændre praksis, så steder, der har nøgne, dansende kvinder på menuen, ikke længere kan få udstedt nye alkoholbevillinger.

Den nye praksis træder i kraft 22. juni 2020.

I øjeblikket er der to steder med strip i Jomfru Ane Gade. De har lov til at fortsætte sådan, indtil deres bevilling ophører i 2023 og 2025.

Men ønsker barerne fremover at kunne servere fadbamser og andet alkohol, skal de droppe nøgendansen.

Se også: Jysk journalist på sex-indkøb: Hvordan kommer jeg ud?

Ifølge Thomas Kastrup-Larsen, borgmester og formand for Bevillingsnævnet, skyldes den ændrede praksis blandt andet de mange unge, der gæster området i nattetimerne.

- Jomfru Ane Gade er et stærkt koncentreret restaurations- og nattelivsområde med mange unge gæster. I Bevillingsnævnet er vi enige om, at vi ønsker at fastholde områdets nuværende karakter som forlystelsesgade med diskoteker og værtshuse. Vi ønsker med andre ord ikke en udvikling, hvor striptease og nøgendans dominerer, udtaler Thomas Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen.

Se også: Kommune aflyser julefrokost for 4500 ansatte

Af Jomfru Ane Gades hjemmeside fremgår det, at 'et væld af beværtninger' strækker sig over den 150 meter lange festgade. Ekstra Bladet har derfor spurgt borgmesteren, hvorfor to steder med strip på den lange strækning har fået kommunen til at skride ind.

- Hvis du går en del af tilbage, var der ingen strip. Nu er der to, og vi har netop afvist et tredje sted, der søgte om en alkoholbevilling. Det viser, at der er sket et skred i den her retning, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Frygter I, at Jomfru Ane Gade bliver det nye Red Light District i Amsterdam med strippere i vinduerne?

- Så vil det blive trist, slidt og snusket, og sådan skal Jomfru Ane Gade i hvert fald ikke være. Man skal ikke konfronteres på det ude på gaden, når man sidder og spiser på en restaurant, lyder det fra borgmesteren.

Har der været henvendelser fra borgere, der ikke ønsker de letpåklædte kvinder på barerne?

- Vi har hørt rigtig meget fra folk, der ikke synes, at det er en god udvikling. Og der har været tv-udsendelser i de lokale medier, der har vist nogle steder med en meget uheldig praksis. Det er det, vi reagerer på.

65 kommentarer
Vis kommentarer