Borgmester tabte 15 kilo: Lider af sjælden sygdom

Måtte ikke engang selv køre på hospitalet - blev hentet af ambulance under møde

Borgmester Erik Buhl. Har nu delvist genoptaget arbejdet. Privatfoto
Borgmester Erik Buhl. Har nu delvist genoptaget arbejdet. Privatfoto

- Selvfølgelig frygtede jeg, at det kunne være kræft. Men sygdomstegnene var nu ikke til det.

Vardes borgmester Erik Buhl fik noget af en forskrækkelse, da han for nylig blev ringet op af en læge fra Sydvestjysk Sygehus midt i et møde. Lægen bad Erik Buhl om at komme ind på hospitalet omgående. Han måtte end ikke selv køre i bil. I stedet blev han kort efter afhentet af en ambulance og indlagt.

Lægerne havde fundet et alarmerende højt indhold af kalk i blodet. Også nyretallene var forhøjet.

Det pynter
Forinden havde Erik Buhl ufrivilligt tabt hele 15 kilo på få måneder.

- Det pynter med vægttabet, lyder det lakonisk fra borgmester Buhl.

Nu er lægerne efter længere tids udredning kommet frem til, at Erik Buhl lider af den forholdsvis sjældne og godartede sygdom sarkodiose.

- Sygdommen kan behandles, og det har naturligvis været rart at få en diagnose. Det er ikke rart at gå rundt i uvidenhed om, hvad man fejler. Jeg er nu delvist begyndt at arbejde igen, fortæller Erik Buhl til Ekstra Bladet.

Et års behandling
Borgmesteren fortæller, at han det næste år skal gennem en behandling med binyrebarkhormonet Prednison.

- Kuren kan helt kurere sygdommen. Men den kan dog medføre, at jeg stiger igen i vægt, og at mit hoved bliver mere rundt. Men jeg regner da med at smide nogle kilo igen, når kuren er overstået, lyder det fra borgmesteren, som efter eget udsagn har det godt.

- Jeg har jo aldrig følt mig rigtig syg, og humøret er nu, som det skal være. Hele forløbet er gået stille og roligt, og jeg har fået en perfekt behandling af lægerne. Sygdommen kan vist være lidt svær at diagnosticere. Det er ikke sådan en type sygdom, som man lige piller ned af hylden, fortæller Erik Buhl.

Sarkodiose forstyrrer immunsystemet

Sarkoidose er ikke en ondartet sygdom. Man opfatter sygdommen som en forstyrrelse af kroppens immunsystem. Denne forstyrrelse udløser en betændelseslignende tilstand, der giver forandringer i vævet.

Forandringer kalder man granulomer, som betyder små runde fortætninger. Man ved dog ikke, hvad der udløser denne immunreaktion. Muligvis kan det være noget, man har indåndet, da lungerne er det organ, der oftest bliver angrebet. 

Det ses af og til, at der er flere tilfælde af sarkoidose i nogle familier (svag arvelig disposition).

Akut sarkoidose:

Viser sig ofte i form af "Löfgrens syndrom", der består af:

  • Feber, muskelsmerter, vægttab, træthed og åndenød, der er kommet i løbet af nogle uger
    • Hævelse af led og ledsmerter, særligt i ankelled og i fødderne
    • På huden kan man se knuderosen, der er et smertefuldt, rødt og rundt udslæt på forsiden af læggene (ofte over skinnebenet)
    • Et røntgenbillede af lungerne viser forstørrede lymfekirtler i brystkassen i området mellem lungerne
  • Ved akut sarkoidose får man nogle gange "Herfords syndrom", der består af:
    • Øjenirritation med tågesyn på grund af betændelse på regnbuehinden (iridocyklitis)
    • Betændelse i spytkirtler
    • Forstørrede lymfekirtler imellem lungerne

Kronisk sarkoidose:

  • Mange er uden symptomer. Diagnosen bliver derfor ofte stillet på grund af et røntgenbillede af lungerne, der er blevet taget af en anden årsag
  • Andre har haft tiltagende åndenød igennem nogle uger, hoste og træthed
  • Sygdommen kan også vise sig på grund af symptomer fra hud, øjne, nerver, lever, nyrer eller hjerte
  • På baggrund af røntgenbilledet af lungerne kan sarkoidose inddeles i forskellige stadier fra stadium I (mindst udtalt) til stadium IV (mest udtalt)

KILDE: SUNDHED.DK

 

14 kommentarer
Vis kommentarer