Borgmestre vil have grænserne genåbnet

En række borgmestre kræver en dato for genåbning af de danske grænser

Mette Frederiksen mener ikke selv, at grænselukningen var for voldsomt et tiltag, selvom Søren Brostrøm har sagt, at den sundhedsmæssige effekt er minimal. Video: Anthon Unger.

En række borgmestre kræver en dato for genåbning af de danske grænser af hensyn til sommerens turisme. Det skriver Politiken onsdag.

Tusindvis af udenlandske turister har booket danske sommerhuse og hoteller i ferieperioden, men på grund af de lukkede grænser aner de ikke, om de kan rejse ind i landet, mens deres danske værter ikke ved, om de kan ombooke til potentielle danske gæster.

Derfor er der brug for en dato, mener blandt andre Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), der samtidig foreslår en regelændring, så f.eks. et lejebevis på et sommerhus vurderes som et anerkendelsesværdigt formål til indrejse.

- Vi ser gerne, at man begynder at lægge sig fast på en dato. For Hjørrings vedkommende ser vi gerne en åbning senest 1. juli. Norge og Tyskland ligger lavere i smittetryk, end vi gør. Men hvis det allerede nu står klart, at det er helt urealistisk med en åbning, kan vi lige så godt få det meldt ud, så vi kan begynde at få nogle danskere ind. Hvis vi ikke får gæster i sommerhusene, vil det få en helt vild betydning for vores turisterhverv, siger Arne Boelt til Politiken.

Ifølge adm. direktør Per Dam fra udlejningsfirmaet Sol og Strand, der har feriehuse over hele Danmark, har det i forvejen ramt som en 'forhammer', at man ikke havde udenlandske gæster i påsken og resten af foråret.

Alene for Sol og Strand har grænselukningen frem til 10. maj betydet en tilbagegang på 15.000 bookinger fra udenlandske gæster – svarende til 450.000 overnatninger.

- Hvis man vil undgå en katastrofe, der skal sætte sig spor i mange år fremover, er man nødt til at tænke en kontrolleret åbning af grænsen ind i den genåbning af Danmark, som politikerne diskuterer lige nu, siger Per Dam til Politiken.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) forstår godt problematikken med bookede sommerhuse og hoteller, hvor gæsterne ikke kan få svar om indrejse.

- Det kan let blive et underligt løb om at leje sommerhuse. Men vi er nødt til at vente til 10. maj, før de næste initiativer til den her gradvise, forsigtige åbning bliver meldt ud. Vi træder forsigtigt, fordi vi bliver nødt til at se resultatet af de åbninger, der er sket, siger Hækkerup til Politiken.

134 kommentarer
Vis kommentarer