Boris Johnson er indlagt på intensiv

Den britiske premierminister Boris Johnson er indlagt på intensiv som følge af coronavirus

Premierminister Boris Johnson er indlagt på intensiv. Foto: Pippa Fowles/10 Downing St/Reuters
Premierminister Boris Johnson er indlagt på intensiv. Foto: Pippa Fowles/10 Downing St/Reuters

Den 55-årige britiske premierminister, Boris Johnson, som er indlagt på et hospital i London med Covid-19, er flyttet til intensiv afdeling. Det skriver BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg, på Twitter.

- I løbet af eftermiddagen i dag forværredes premierministerens tilstand. Efter råd fra hans læger er han flyttet til hospitalets intensivafdeling, meddeler Downing Street til BBC.

Ifølge BBC skal udenrigsminister Dominic Raab varetage premierministerens opgaver indtil videre.

Johnson blev testet positiv for smitte med coronavirus for 10 dage siden. På det tidspunkt oplyste hans stab, at han havde milde symptomer. Premierministeren har været indlagt siden søndag på St. Thomas' hospital i London.

Hans kontor i Downing Street sagde søndag, at der ikke var tale om en akut indlæggelse, men at Johnsons egen læge havde ment, at det var bedst, at han blev indlagt for at få taget flere prøver.

Tidligere mandag tweetede premierministeren, at han var ved godt mod.

Underligt forløb
Ifølge The Guardian har forløbet omkring Boris Johnsons sygdom været underligt. Allerede torsdag kunne en af avisens kilder fortæller, at man gjorde en seng klar på St. Thomas Hospital i London.

Det, sammenholdt med en kilde Johnsons politiske parti, fik avisen til at stille spørgsmål til premierministerens helbred, men svaret lød, at Johnson kun havde milde symptomer og ikke havde planer om at blive indlagt.

Derudover har flere kilder fortalt avisen, at premierministeren havde brug for ilttilførsel under sin indlægning, men afviste regeringen også på det tidspunkt.