Boris Johnson i stormvejr

Den britiske premierminister Boris Johnson begik flere fejl i starten af coronakrisen

Boris Johnson var for langsom, lyder kritikken i Sunday Times. Foto: Pippa Fowles/Ritzau Scanpix
Boris Johnson var for langsom, lyder kritikken i Sunday Times. Foto: Pippa Fowles/Ritzau Scanpix

Det tog lang tid - alt for lang tid - før den britiske premierminister tog coronavirussen alvorligt.

Sådan lyder dommen fra flere britiske aviser, heriblandt The Sunday Times og The Guardian. Således kan aviserne berette, at der nåede at være hele fem møder i det såkaldte Cobra-udvalg, hvor premierministeren meldte afbud.

Udvalget er den britiske pendant til det danske kriseberedskab NOST - altså den højeste instans for kriseplanlægning i Storbritanninen.

Det er højst usædvanligt, at premierministeren ikke deltager i møder af den kaliber. I stedet blev mødet afholdt med sundhedsminister Matt Hancock for bordenden, hvor han rådførte sig med efterretningschefer, generaler og ministre. Beslutningen blev dog på første møde om coronavirus 24. februar, at virussen ikke var et problem.

Mødet tog en time.

Samme dag havde premierministeren dog fundet tid til at deltage i en reception i forbindelse med det kinesiske nytår. Endnu fire Cobra-møder blev afholdt uden landets overhoved - først 2. marts mødte Boris Johnson endelig op.

Var for langsom
Ydermere reagerede Boris Johnson ikke hurtigt nok på et tilbud om værnemidler fra et britisk selskab, hvorfor det blev sendt ud af landet. Bekymrede forskere blev også ignoreret.

I februar sendte den britiske regering desuden 279.000 værnemidler til Kina som svar på forespørgsel om hjælp fra myndighederne der.

Dags dato er 50 sundhedsmedarbejdere døde, mere end 100.000 personer er konstateret smittet, og 15.000 personer er døde af virussen i Storbritannien.