Boris Johnson indlagt med coronavirus

Storbritanniens premierminister er blevet indlagt på et hospital

27. marts blev Boris Johnson testet positiv for corona. Nu er han indlagt. Video: Reuters/Ritzau Scanpix

Boris Johnson, Storbritanniens premierminister, er blevet indlagt på grund af sine coronasymptomer.

Det skriver flere britiske medier, heriblandt BBC.

Han er allerede blevet testet positiv for virussen. Det blev han 27 marts. Han har dermed haft symptomer på virussen i ti dage.

Dronning Elizabeth vil opfordre til fælles ansvar i særlig tale

En talskvinde fra hans stab fortæller, at han 'fortsætter med at have vedvarende symptomer på coronavirus'. Han har blandt andet en høj temperatur.

At 55-årige Boris Johnson bliver indlagt skulle være efter et forsigtighedsprincip efter råd fra sin læge. Der er ikke tale om en hasteindlæggelse.

- Efter råd fra hans læge er premierministeren her til aften blevet indlagt på hospitalet for at få taget prøver, siger talskvinden.

Boris Johnson er testet positiv for coronavirus

Boris Johnson var den første regeringschef i verden, der offentligt meddelte, at vedkommende er smittet med virussen.

Efter han blev smittet med virussen har han været isoleret i sin embedsbolig i Downing Street.