Lykken tilsmiler endnu engang 57-årige Boris Johnson.
Han venter sit andet barn med sin hustru, 33-årige Carrie Johnson, har hun offentliggjort på Instagram. I samme ombæring løfter hun sløret for, at hun tidligere på året mødte udfordringer i forbindelse med en graviditet.
'I begyndelsen af året aborterede jeg ufrivilligt. Jeg var helt knust, skriver Carrie Johnson på Instagram ifølge Independent.
Carrie Johnson skriver, at hun forventer at føde til december.
'Jeg føler mig utrolig velsignet over at være gravid igen, men jeg har samtidig nerverne ude på tøjet. Fertilitetsproblemer kan være rigtig hårdt for mange, især når det på platforme som Instagram kan se ud til, at alt er i fineste orden altid.'
Vil hjælpe andre
Carrie Johnson fortsætter sit skriv med, at hun har fundet stor trøst i at høre fra andre mennesker, der også har oplevet tab.
'Ved at dele min historie håber jeg, at det på samme måde kan hjælpe andre mennesker i samme situation,' skriver Carrie Johnson.
Boris og Carrie Johnson blev gift 29. maj under en hemmelig ceremoni i Westminster Cathedral. Før ægteskabet var Carrie Symonds - nu Carrie Johnson - den første til at flytte ind på Downing Street 10 uden at være gift med premierministeren, skriver Independent.
Parret første barn, Wilfred, kom til verden sidste år 29. april. Boris Johnson har to tidligere ægteskaber bag sig. Hans seneste ægteskab var med Marina Wheeler, som han har fire børn sammen med. De blev separeret i september 2018.
Det er også offentligt kendt, at han har en datter uden for ægteskab med kunstkonsulenten Helen Macintyre. Der er vedholdende rygter om, at Johnson har flere børn - men selv afviser han at svare på, hvor mange han har.