En brækket venstre hånd, nedsat funktionsevne i højre hånd og en forestående operation er ikke en undskyldning for ikke at være aktiv jobsøgende eller at tage imod et fysisk krævende job, når man bliver tilbudt det.
Det er i hvert fald tilfældet for 44-årige Kennet Hansen fra Virum.
- Jeg brækkede min håndrodsknogle i venstre hånd i april 2016 få dage efter, jeg var blevet arbejdsløs. I forvejen var jeg i tilkendt fleksjob efter en cykelulykke tre år tidligere, hvor jeg brækkede den anden hånd, siger han til Ekstra Bladet.
På trods af store smerter i den ene hånd og nedsat funktionsevne i den anden ignorerede Jobcentret i Lyngby-Taarbæk, at Kennet Hansen havde brækket håndroden, og krævede han søgte to jobs om ugen allerede fra maj måned.
Efter halvanden års kamp for at få sin ret til ledighedsydelse tilbage har kommunen mistet tålmodigheden med Kennet Hansen. Det fremgår af et brev, jobcentret har sendt til Kennet i slutningen af maj i år.
Søg job!
Det hele startede ellers med forståelse og tillid fra Jobcentrets side, fortæller Kennet.
- Jeg var til møde i begyndelsen af maj 2016, hvor jeg fortæller dem (Jobcentret red.) om min skade. Umiddelbart var de meget forstående, men to dage efter bliver jeg ringet op og får af vide, at de har et job til mig i Lyngby Teknik.
Det vakte undren hos Kennet.
- Jeg fik ondt i min hånd flere gange om dagen. Hvis jeg stødte den ind i et eller andet, så gjorde det meget ondt. Jeg kunne ikke engang vaske op.
Den brækkede hånd krævede en operation, der dog lod vendte på sig.
I første omgang skulle han opereres i september 2016, men den blev senere udskudt 14 dage. Heller ikke den nye operationsdato holdt, og derfor havde Kennet endnu ikke fået opereret hånden, da kommunen tog dagpengene fra ham.
Hver tredje burde slet ikke modtage kontanthjælp: - Jeg er så rasende!
- Det er ikke rimeligt
Selvom Kennet af flere omgange forsøgte at råbe jobcentret op, endte de med at tage hans ledighedsydelse fra ham i begyndelsen af oktober 2016, fordi han ikke søgte to jobs om ugen.
- Jeg vil ikke søge arbejde, som jeg ikke kan starte i. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at jeg skal søge arbejde uden at vide, hvornår jeg kan blive opereret. Skal min arbejdsgiver så betale sygedagpenge til mig, når jeg begynder, lyder forklaringen fra Kennet, da han bliver spurgt ind til, hvorfor han ikke bare søgte de to jobs om ugen, som kommunen bad ham om.
Jobcentrets trusler om at tage ledighedsydelsen fra ham, fik ham dog op af sofaen og på jobjagt. En uge før hans ret til dagpenge blev inddraget, tog Kennet kontakt til et VVS-firma om et muligt job. Her fik han at vide, at de gerne ville underskrive en aftale, så snart han kendte sin operationsdato. Det gjorde han bare ikke på daværende tidspunkt.
Den sociale brevkasse: Systemet jagter mig rundt
Ingen kommentarer
Hos jobcentret i Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker man ikke at kommentere den konkrete sag over for Ekstra Bladet og henviser til deres tavshedspligt.
Heller ikke Ankestyrelsen ønsker at udtale sig om den konkrete sag.
Vi ville ellers gerne have haft svar på, hvordan Kennet skulle sende ansøgninger, når han havde store smerter i den ene hånd og nedsat funktionsevne i den anden.
Vi ville også gerne have hørt, hvorfor de tog hans ledighedsydelse fra ham, når han nu havde fundet et job.
- Føler mig stemplet som løgner
Tilbage sidder Kennet Hansen og undrer sig over, hvorfor det var så vigtigt, at han skulle søge jobs to gange om ugen, inden han kendte sin operationsdato.
- Jeg føler mig stemplet som en stor løgner, som kommunen ikke havde nogen forventninger om ville komme i arbejde. Jeg ærgrer mig over, at man tager mine dagpenge fra mig to måneder før, jeg overhovedet er blevet opereret.
- Hvis jeg ikke havde været jobsøgende efter, jeg var blevet opereret, så kan jeg sagtens forstå, at man lukker kassen.
Magtesløs
I dag er Kennet på kontanthjælp og mødet med Lyngby-Taarbæk Kommune og Ankestyrelsen er værre, end de fysiske skavanker, som han har oplevet.
- Efter jeg var ude for den behandling, har jeg fået det dårligt psykisk. Det er en magtmaskine, man er op imod, og man skal virkelig passe på med, hvad man siger.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke kan notere et sted, at jeg har brækket en hånd, og at jeg afventer en operation, lyder det opgivende.