Brand på lager: 45.000 tønder legendarisk whisky i flammer

Brandfolk lod tønderne brænde for at undgå miljøforurening

Et Jim Beam-whiskylager i Kentucky i brand. Video: AP

45.000 tønder fyldt med whisky.

Det lyder regningen på for det verdenskendte mærke Jim Beam, som holder til i staten Kentucky. Tirsdag udbrød der nemlig brand i deres lagerbygning i Woodford County.

Ingen personer kom til skade under branden, der først onsdag aften var endeligt slukket. Men whiskyen stod ikke til at redde. Myndighederne lod den blågule alkoholsfarvede ild brænde for at undgå, at ethanol ville løbe ud i den nærtliggende flod, hvis man først hev vandslangerne frem.

Lyn satte fut i whisky
Torsdag har myndighederne ikke endnu endeligt fastlagt, hvad årsagen til branden var, men en talskvinde for Jim Beam fortæller, at whisky-fabrikanten mener, at et lynnedslag var skyld i, at virksomheden nu altså mangler 45.000 tønder af de dyre dråber.

- De første rapporter tyder på, at ilden skyldes et lynnedslag, og vi vil samarbejde med de lokale myndigheder for at bekræfte årsagen og afhjælpe virkningerne, lyder det fra Emily York ifølge New York Times.

Det ikoniske whiskymærke har 126 lagre i Kentucky. Det anslås, at Jim Beam har i alt 3,3 millioner tønder fordelt på de 126 lagre, og derfor forventer virksomheden ikke, at der nu vil opstå en akut mangel på whisky.

- Der var tale om whisky, som alligevel ikke skulle ud til til forbrugerne lige nu, så det vil ikke få konsekvenser på den måde, siger Emily York.

Dejlig duft
Brandfolkene brugte kun vand i et mindre omfang for at undgå, at branden skulle sprede sig. Havde man tømt vandhanerne i slukningsarbejdet, ville det have haft store konsekvenser.

- Fra et miljømæssigt aspekt ville det ikke være godt. Vandet ville blive forurenet, og vi ville risikere, at det vand løb ud i floden, siger Drew Chandler, som er direktør for Woodford Countys brandvæsen.

- Alkohol, som ryger ud i floden, ville omgående dræbe levende organismer og givetvis også fisk, siger han videre.

Der er dog en god ting ved branden, slår Drew Chandler fast.

- Det er den bedste duft, jeg nogensinde har oplevet under en brand. Der er tale om gammelt træ og destilleret sprit, som har en sødelig duft, fortæller brandchefen.

Branden blev endeligt slukket ud på onsdagen.

90 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere