Brandmands hånd smadret i grusom ulykke: Nu har læger dyrket en ny på hans mave

ADVARSEL: Voldsomme billeder!

Anthony Sewards hånd var godt og grundigt smadret, da han i august sidste år kom ud for en arbejdsulykke. Efter seks operationer begynder hans hånd at ligne noget igen. Foto: SWNS
Anthony Sewards hånd var godt og grundigt smadret, da han i august sidste år kom ud for en arbejdsulykke. Efter seks operationer begynder hans hånd at ligne noget igen. Foto: SWNS

Den frivillige britiske brandmand Anthony Seward var kun 20 år gammel, da han i august 2016 var involveret i en voldsom ulykke på sit arbejde på stoffabrikken Heathcote Fabrics i Devon.

Kun et kvarter før, han skulle have fri, sad hans hånd pludselig fast i en af maskinerne, og fabrikken har siden fået kritik og store bøder for, at sikkerheden slet ikke var i orden på netop den maskine, som den nu 21-årige mand håndterede den dag. Det skriver Daily Mail.

Anthony Sewards hånd blev knust i ulykken, som Heatcote Fabrics har erkendt kunne have været undgået med bedre sikkerhed, og blev hastet på hospitalet.

Her besluttede lægerne straks at tage alternative midler i brug, meget i stil med den måde, den 43-årige brasilianske familiefar og maskinoperatør Carlos Mariotti fik reddet sin smadrede hånd af snarrådige kirurger.

Hånd i mavelomme
Lægen formede en lomme i den unge brites mave, hvor hånden blev syet fast, så den kunne hele og genoprette blodtilførslen.

For at lade hånden hele og genoprette blodtilførslen, blev den 20-årige mands hånd syet fast i hans mave. Foto: SWNS
For at lade hånden hele og genoprette blodtilførslen, blev den 20-årige mands hånd syet fast i hans mave. Foto: SWNS
 

Senere blev Anthony Sewards hånd adskilt fra maven, og huden foldet over, så den kunne dække hele hånden.

Ulykken har indtil videre kostet den unge mand hele seks operationer i løbet af det forgangne år, blandt andet for at få adskilt fingrene fra hinanden, så de kan bevæge sig separat, og nu har lægerne foreslået en metode, hvor de ved hjælp af en hudtransplantation fra tæerne kan genskabe fingerspidserne, så han lettere kan gribe fat om ting.

Stoffabrikken, hvor den unge mand (på billedet) fik kvast sin venstre hånd, beklager den manglende sikkerhed, og har fået en bøde. Foto: SWNS
Stoffabrikken, hvor den unge mand (på billedet) fik kvast sin venstre hånd, beklager den manglende sikkerhed, og har fået en bøde. Foto: SWNS
 

- Det har været nogle lange, smertefulde og hårde 12 måneder, sagde den unge mand ifølge det britiske medie i retten, hvor det kom frem, at den sikkerhedsforanstaltning på maskinen, som kunne have forhindret den grusomme ulykke, ikke var blevet repareret i 31 måneder, selvom det havde været muligt at skaffe de nødvendige reservedele.

I retten udtrykte Anthony Seward, hvis karriere som brandmand nu hænger i en tynd tråd, taknemmelighed over for de læger, der ad flere omgange har udført komplicerede operationer på hans hånd.

- De har gjort et fænomenalt stykke arbejde, og jeg tror ikke, de kunne have gjort det bedre, siger han.