Brev til alle svenske kommuner: Gør jer klar til krig

De svenske kommuner har fået et brev om, at de skal forberede sig bedre på krig og krigssituationer

Forleden dumpede et noget anderledes brev ind ad brevsprækken hos de svenske kommuner. I det officielle brev fra Myndigheten för samhällsberedskap (MSB) fik sikkerhedscheferne i kommunerne at vide, at de skal blive bedre rustet til krisesituationer - heriblandt krig.

Det skriver Svenska Dagbladet.

'Operativt tempo, beslutningstagning, informationsdeling, krisekommunikation, fleksibilitet og robusthed til at håndtere hemmelige oplysninger' er nogle af de parametre kommunerne skal forbedre, lyder det i brevet.

- Kommunerne har nu forberedt sig og er godt rustet til fredstid kriser, og det er noget, det har været fokus på i 20 år. Det nye er, at man fra regeringens side vil udvikle et samarbejde for det nationale forsvar, siger koordinator Magnus Dyberg-Ek fra MSB.

Erfaring fra Den kolde krig
Det er en regeringsbeslutning fra 2015, som ligger til grund for de nye anvisninger til kommunerne, forklarer koordinatoren. Han fortæller samtidig, at kommunerne selv har bedt om information i forbindelse med udviklingen i sikkerhedssituationen i landets, og hvad det har af betydning for kommunerne.

- Det er sikkerhedssituationen i vores nærområde, som har ændret sig, og vi må derfor forberede os på krigs- og konflikthåndtering. Denne strategi er ikke ny, vi brugte den under Den kolde krig og kommer nu til at styrke koordineringen med civilforsvaret, siger Magnus Dyberg-Ek.

- Vi har sendt brevet, fordi kommunerne ønsker klare instruktioner, så de ved, hvordan de skal handle i en tilspidset situation.

Værnepligt
Den svenske regering fremlagde i september 2016 et nyt forslag om at genindføre værnepligt med henblik på den 'ustabile sikkerhedssituation' i de umiddelbare nærområder. Samme måned placerede svenskerne ligeledes en militærgruppering på øen Gotland. Øen har stået ubeskyttet hen siden 2005, hvor man lukkede et regiment.

Du kan læse hele brevet til de svenske kommuner her.

628 kommentarer
Vis kommentarer