Brexit: Derfor gnider Putin sig i hænderne

Briternes farvel til EU sender Putin på weekend med et smil

Sådan så det ud fredag formiddag, da premierminister David Cameron som konsekvens i briternes nej til EU valgte at trække sig fra posten - dog først om tre måneder

Den russiske præsident Vladimir Putin kan gå på weekend med et smil på læben.

Briternes valg om at forlade EU passer nemlig Ruslands stærke mand særdeles godt.

Sådan lyder vurderingen fra seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel.

- Putin sidder og gnider sig i hænderne. Med briternes EU-exit er magtbalancen mellem EU og Rusland blevet forskudt og EU er blevet svækket, lyder analysen fra Flemming Splidsboel, der følger russisk og international politik tæt.

EU og Rusland har i længere tid været i intern magtkamp efter Rusland valgte at invadere dele af Ukraine og annektere Krim-halvøen.

EU i krise
Samtidig har EU den seneste tid gjort tilnærmelser til flere af Ruslands tidligere allierede.

Unionen har som modsvar forsøgt at få opstartet forhandlinger om optagelse af Ukraine og Georgien i EU samtidig med man har indført hårde økonomiske sanktioner.

Planer der med det britiske exit kan blive forpurret og besværliggjort.

Støttede Putin Leave-kampagnen?
Selvom russerne har været usædvanligt tavse omkring det netop overståede valg, er den britiske beslutning blevet fulgt tæt i Kreml.

Flere britiske medier har siden sidste år skrevet om mulig russisk støtte til Nigel Farages EU-kritisk parti Ukip's 'leave'-kampagne.

Det skete efter Nigel Farages og resten af Ukip i 2015 blokerede for et forslag i EU Parlamentet om øget transparens i penge strømmene til de enkelte partier i EU.

Et forslag om øget gennemsigtighed, der netop skulle sætte en stopper for uønsket russisk indflydelse i EU Parlamentet.

Strammer grebet
Flemming Splidsboel vurderer, at sandsynligheden for, at Putins regering har støttet 'leave'-kampagnen økonomisk, er stor.

- Et brexit bliver formentlig ensbetydende med, at flere af de hårde økonomiske sanktioner EU fører mod Rusland vil blive lempet indenfor den nærmeste fremtid. Storbritannien har været blandt de stærkeste fortalere af sanktionerne, der blev indført i forbindelse med Krim-krisen, fortæller Flemming Splidsboel.

EUs økonomiske sanktioner har stor betydning for den russiske økonomi, der stort set er gået i stå. En fastfrysning befolkningen lider under.

- Senere i år er der valg til Dumaen (det russiske parlament, red.) og i 2018 er der præsidentvalg i Rusland. Selvom der ikke er tvivl om resultatet, ønsker Putin et roligt valg og en forbedret russisk økonomi vil hjælp Rusland til at opnå det mål, forklarer Splidsboel.

Svækket NATO
Også militært kan den russiske præsident slå plat på briternes EU-farvel.

- Fra Natos side har man advaret om, at det vil svække NATO hvis briterne valte at forlade EU. Storbritannien har været USAs nærmeste allierede inde i EU. Nu forlader de unionen og det vil skade det transatlantiske bånd.

- Et Brexit vil ikke styrke NATO på nogen måde, nok snarer tværtimod, selvom alliancen har flere medlemmer end Storbritannien der ikke er med i EU, lyder den forsigtige vurdering fra seniorforsker Flemming Splidsboel.

77 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere