Brian bondefanget af dating-site

Efter knas med konen oprettede Brian en profil på C-date.dk. Nu føler han sig taget i røven

53-årige Brian følter sig bondefanget af datingsitet C-date. (Privatfoto)
53-årige Brian følter sig bondefanget af datingsitet C-date. (Privatfoto)

Har du nogensinde haft en lignende oplevelse med C-date eller med andre dating-sites, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Kunderne raser mod dating-sitet C-date, der bredt over internettet slår sig op på at hjælpe danskerne med at finde en partner. Blandt kunderne er 53-årige Brian fra København, som ifølge ham selv, er blevet forsøgt snydt for 1877 kroner.

Ekstra Bladet er bekendt med Brians fulde identitet, som han ikke ønsker kommer frem, fordi han er gift, og han opsøgte sitet, da der var knas med konen.

Den 18. august sidste år tilmeldte han sig C-date, hvor han tog imod et tilbud om et seks måneders medlemskab for 799,- kroner. Men det viste sig at være penge ud af vinduet.

- Der var mange falske profiler, og der er kun billeder på en lille del af dem. Desuden er der meget få, jeg har skrevet til, hvor der rent faktisk er kommet svar. Jeg skrev med en i New York, men det kan lige så godt have været en mand, nu jeg tænker over det, siger han.

Vreden er stor og de dårlige anmeldelser mange på Trustpilot, når det kommer til forbrugernes erfaringer med dating-sitet C-date. Sitet har en score på 0,8 ud af ti efter 69 anmeldelser.

- Jeg vil ikke tages i røven, raser Brian, der har fortalt konen om profilen på C-date.dk.

Umulig udmeldelse
Brian besluttede sig for at melde sig ud, inden udmeldingsfristen blev overskredet, som er fire uger før abonnement-fornyelsen, men da han prøvede at printe blanketten, kunne det ikke lade sig gøre.

- Det ender med, at jeg får at vide, at jeg bliver trukket 1877,- for et halvt år mere, og selvom jeg sender mails til deres kundeservice for at forklare mig, så får jeg bare standardsvar uden navn.

Efter en mail-korrespondance med C-dates kundeservice vælger Brian at spærre sit Mastercard og stoppe for pengestrømmen til sitet. Da Brian igen får svar, er det trusler om inkasso, og korrespondancen ender i hårdknude.

Sagen lukket
Efter flere henvendelser til C-date fra Ekstra Bladet, har dating-sitet pludselig meddelt Brian, at han alligevel ikke behøver at betale 1877 kroner for det halve års medlemskab, han ikke ønskede.

- Det har gjort ondt i maven i rigtig lang tid, fortæller den 53-årige Københavner.

- De truede med inkasso, så tænk hvis nogen pludselig ringede på døren og krævede penge.

Den 53-årige Københavner havde ikke hørt fra C-date siden 2. marts, hvor firmaet sendte ham en betalingspåmindelse. I dag fik han så den mail, der gjorde en ende på maveonden.

- Vi har gennemgået din sag og efter yderligere undersøgelse, har vi besluttet at lukke sagen. Dit medlemskab er allerede aflyst, så det vil ikke blive fornyet i fremtiden. Der vil ikke være yderligere anmodninger om betaling, skriver C-date.

(Screenshot)
(Screenshot)
 

Flere føler sig snydt
Trustpilot lyder de fleste kunders oplevelse ligesom Brians.

- C-date er virker helt igennem falsk og kun lavet for at franarre folk penge uden at levere nogen reel vare. (..) Jeg udskiftede i tide mit kreditkort, så de ikke kunne hæve beløbet for næste periode, så nu forsøger de med trusler om RKI. Kort og godt: Hold jer langt væk.

- De reklamerer med danske piger, men ingen af dem svarer på dansk. Er overbevist om at der sidder et hold som svarer på alle de fup profiler!
Fup og svindel og de trækker penge uden din accept. Siden skulle lukkes..

De fleste anmeldelser kritiserer C-date for at skjule beløb, som pludselig trækkes på deres konto, og at det er nær umuligt at melde sig ud samt komme i kontakt med deres kundeservice. Desuden klages der over falske profiler og autosvar skrevet på dårligt engelsk.

Kontor i Luxembourg
C-date reklamerer med at have over 100.000 kunder i Danmark, og klikker man ind på sitet, har det prisen som testvinder i 2016 af netdating-eksperter.dk.

På hjemmesiden Datingspecialisten.dk er C-date til gengæld rated som et af de værste dating-sites med mærkatet 'svindel-alarm'.

C-date er, ifølge dets hjemmeside, ejet og drevet af firmaet Interdate S.A. med kontor i Luxembourg. Undersøger man sitet nærmere, har det derudover kontorer i Schweiz og i Delaware, USA - alle tre er kendt for at være hjemsteder for skuffeselskaber.

På sitet oplyses der desuden intet telefonnummer eller navne på medarbejdere eller ejere af firmaet.

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere