Den britiske regering slår nu fast, at når og hvis medicinalgiganten AstraZeneca i samarbejde med Oxford University er klar med en vaccine mod corona, så vil det være den britiske befolkning, der vil få den først.
I fredags kunne Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz ellers løfte sløret for, at EU-kommissionen har indgået en forhåndsaftale med AstraZeneca om ret til at købe 300 mio. doser vacciner med option på 100 mio. yderligere. Heraf vil Danmarks andel være omkring 2,4 mio. doser.
EU-landene må dog pænt vente på, at briterne får den først. Det oplyser en talsmand for den britiske premierminister Boris Johnson i følge flere engelske medier. Det sker i kølvandet på, at USA's præsident Donald Trump har startet spekulationer om, at amerikanerne kunne få den først.
- AstraZeneca har indgået en række aftaler med andre lande. De har den globale licensaftale med Oxford, men vi har været helt klar: når den først har vist sig at være effektiv, har vi underskrevet en aftale med 100 millioner doser, hvilket betyder at UK vil få adgang først, siger talsmanden.
Storbritannien indgik helt tilbage i maj måned forhåndsaftalen med AstraZeneca.
Udover AstraZeneca forhandler EU ligesom stort set resten af verden lige nu med andre vaccineproducenter om at lave forhåndsaftaler om potentielle corona-vacciner.
WHO kritiserer lande for at hamstre mulige coronavacciner
Ifølge den seneste opgørelse fra WHO er 169 firmaer og universiteter i øjeblikket i gang med at forsøge at udvikle en vaccine mod corona. 30 kandidater - heriblandt AstraZeneca - er i gang med kliniske forsøg, hvoraf flere er i gang med at teste på mennesker, mens 139 kandidater er i den prækliniske udviklingsfase i laboratorierne.
Det gælder blandt andre køberen af den danske stats vaccinefabrik, sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih. Sheiken købte statens vaccineproduktion for 15 mio. kroner i 2016. I marts måned i år meldte hans firma AJ Vaccines ud, at man var gået i gang med at udvikle en vaccine mod COVID-19.