Briternes Boris Johnson advarer om brexitnedsmeltning

Johnson: Forestil Jer Trump og brexit. Han ville gå forbandet hårdt til værks, men han ville opnå noget.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, risikerer at udløse en ny ophedet brexit-diskussion, efter at han er blevet optaget på bånd med opsigtsvækkende udtalelser om faren for en "nedsmeltning" i forhandlingerne med EU.

I en udtalelse antyder Johnson, at USA's præsident, Donald Trump, ville have kunnet håndtere forhandlingsprocessen bedre.

- Forestil jer Trump forhandle om brexit. Han ville gå forbandet hårdt til værks.

- Der ville ske alle mulige former for sammenbrud, alt muligt kaos. Alle ville tro, at han var blevet skør, Men rent faktisk kan man komme nogen vegne på den måde. Det er godt at tænke på, siger Johnson.

I de seneste indiskrete bemærkninger fra Storbritanniens topdiplomat, der ofte har vakt opsigt med omstridte og løsgående bemærkninger, bliver der også fremsat flere udsagn om relationerne til Rusland og Kina.

Premierminister Theresa Mays talskvinde afviser at kommentere udtalelserne fra Johnson, som er blevet afsløret af mediet Buzzfeed News.

Det var i en tale til konservative aktivister i denne uge, at Johnson sagde, at den britiske regering var inde i en fase i brexitforhandlingerne, hvor "vi er langt mere kampivrige over for Bruxelles".

- Men vi er nødt til at se i øjnene, at der kan ske en nedsmeltning, siger Johnson.

Hans udtalelser kommer forud for et vigtigt EU-topmøde i slutningen af denne måned, hvor brexit igen er på dagsordenen blandt EU-landenes ledere.

Udenrigsministeren tilføjer, hvilket er blevet offentliggjort i The Times, at man skal føre kampen over i fjendens lejr.

- Det er absolut rigtigt. Det er vi nødt til, og det vil vi gøre, siger han.

Johnson siger, at den britiske udmeldelse af EU "måske ikke bliver den, som vi ønsker". Han beskylder traditionelle ledere i det konservative parti - navnligt finansminister Philip Hammond - for at kæmpe for, at brexit "skal ændre så lidt som muligt".

- Det vil betyde, at Storbritannien dermed forbliver lukket inde i et kredsløb omkring EU, i toldunionen og i vid udstrækning på det indre marked, siger han.

I en indirekte kritik af premierminister Theresa May siger Johnson, at "medmindre man har modet til at gå efter den uafhængige handelspolitik, så opnår man ikke de økonomiske goder ved brexit."

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere