British Airways aflyser hundredvis af flyvninger

Man skal kontakte flyselskabet for ombooking, oplyser British Airways

Piloter, som er medlem af fagforeningen BALPA, planlægger strejke. Foto: Dinendra Haria / Shutterstock
Piloter, som er medlem af fagforeningen BALPA, planlægger strejke. Foto: Dinendra Haria / Shutterstock

Opdateret klokken 13.06: Mandag omkring klokken 13 er fem flyvninger fra Heathrow-lufthavnen i London til København med ankomst mandag eftermiddag og aften aflyst.

Flyselskabet British Airways aflyser 'næsten 100 procent' af alle flyvninger mandag og tirsdag.

Det oplyser selskabet på sin hjemmeside mandag morgen.

Det skyldes en omfattende strejke blandt piloterne i selskabet. Selskabet oplyser også, at man tilbyder fuld refundering af købte billetter eller gratis ombooking.

Danske afgange berørt
Blandt aflysningerne er også både danske afgange og ankomster.

Tidligt mandag morgen er to British Airways-afgange foreløbigt aflyst fra Københavns Lufthavn til Heathrow-lufthavnen i London. Det fremgår af Københavns Lufthavns hjemmeside.

Piloternes fagforening BALPA (British Airline Pilots' Association, red.) oplyser, at deres medlemmer strejker, fordi de vil have mere i løn. 

Piloter fra British Airways har varslet strejke i 48 timer fra den 9. til den 10. september samt den 27. september.

Det er første gang nogensinde, at British Airways-piloter strejker, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Strejken kommer, da det ikke er lykkedes selskabet at nå til enighed om en aftale med piloternes fagforening.

- Efter mange måneders forsøg på at løse striden, så er vi ekstremt kede af, at det er endt sådan her, siger British Airways i en udtalelse ifølge AFP.

Refusion
Har man booket en flybillet til en af disse datoer, er det sandsynligt, at strejken vil medføre, at man ikke vil være i stand til at rejse, skriver British Airways i weekenden.

Selskabet tilføjer, at de tilbyder at refundere penge til dem, der bliver berørt af strejken. Det vil også være muligt at ombooke sin flyrejse til en anden dato eller et andet flyselskab.

Billund Lufthavn bekræfter, at der ikke kommer til at afgå nogen fly fra British Airways fra lufthavnen 9. og 10. september. De ved endnu ikke, om der vil afgå fly den 27. Derudover opfordrer de passagerer til at kontakte flyselskabet, hvis de ikke selv er blevet kontaktet.

Kenni Leth, pressechef i Københavns Lufthavn, skriver i en mail til Ekstra Bladet, at de er opmærksomme på den varslede strejke.

'Som altid i sådanne situationer opfordrer vi rejsende, der har planlagt at skulle flyve med British Airways de pågældende dage, til at holde øje med eventuelle ændringer via flyselskabets hjemmeside,' skriver han.

British Airways flyver direkte til og fra lufthavnene i København og Billund.

Se også: Piloter strejker: Påvirker op mod 300.000 passagerer

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere