British Airways fly fløj forkert: - Det er fuldstændigt, totalt idiotisk

- Man må tro, at der sidder nogle mennesker med røde ører i det ellers udmærkede luftfartsselskab, lyder det fra ekspert

Besætningen bemærkede ikke noget usædvanligt, før de landede i det forkerte land. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Besætningen bemærkede ikke noget usædvanligt, før de landede i det forkerte land. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Mandag formiddag skulle et British Airways fly fra London til den tyske by Düsseldorf, men ved en fejl endte besætning og passagerer i stedet i Edinburgh - 844 kilometer fra deres destination.

Piloterne troede, at de skulle til den skotske hovedstad og havde derfor tastet den ind i flyets navigationscomputer, men hvordan de fik den fejlinformation er stadig uklart.

- Det er fuldstændigt, totalt idiotisk, siger tidligere direktør i Københavns Lufthavne Hans Christian Stigaard, da Ekstra Bladet fortæller ham om episoden.

- Du må ikke spørge mig, hvordan sådan noget kan foregå, det er jo nærmest grinagtigt. Den her ellers udmærkede besætning har jo på en eller anden måde fået at vide, at de skal flyve til Edinburgh.

Besætningen bemærkede ikke noget usædvanligt, før de landede i Skotland, og passagerne blev noget forbavsede over at høre 'welcome to Edinburgh' fra flyets højtalere.

- Historien er totalt tåbelig, men den indikerer jo med alt tydelighed, at hvor der er mennesker involveret, sker der fejl, siger Hans Christian Stigaard.

- Fejlen ligger længere tilbage end selve flyvningen, for de her to piloter flyver ikke til Edinburgh, hvis de skal til Tyskland. Så de har fået at vide, at de skal den vej på en eller anden måde.

Efter næsten to timer i Edinburgh kunne flyet lette igen og alle kom sikkert frem til Düsseldorf omkring klokken 13:00.

- Man kan glæde sig over, at der ikke er nogen døde og sårede, men hvis jeg var passager, var jeg måske nok blevet lidt småsur, siger Hans Christian Stigaard.

Faktisk er det slet ikke første gang, at et fly er endt i den forkerte lufthavn.

- Jeg kan huske lignende epsioder, men det er typisk ved lufthavne, der ligger tæt ved siden af hinanden. Edinburgh ligger jo i den stik modsatte retning af Düsseldorf, siger Hans Christian Stigaard.

106 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere