De har mest gjort sig gældende i Østukraine, men nu har det private russiske militærselskab Wagner-gruppen fået nye ansvarsområder.
I samarbejde med det russiske militær opererer de nu langs frontlinjen i Ukraine, oplyser den britiske efterretningstjeneste.
De indgår således som regulære enheder i den russiske hær, mener efterretningstjenesten.
- Det er et klart paradigmeskifte fra tidligere udsendelser af gruppen siden 2015, hvor de typisk har påtaget sig missioner, der ikke har involveret åben, storstilet og sædvanlig russisk militær aktivitet.
Wagner-gruppen har mest været kendt for at gøre Vladimir Putins beskidte arbejde i skyggen af rampelyset, men den tid er angiveligt forbi, hvis man skal tro de britiske efterretninger.
Efterretningstjenesten mener, at den nye måde er integrere Wagner-gruppen i den russiske hær bryder med Ruslands længe erklærede mål om at nægte forbindelser mellem private militærselskaber og den russiske stat.
- Wagner-gruppens rolle har ændret sig, fordi det russiske forsvarsministerium mangler infanteri, oplyser efterretningstjenesten i følge VG.
Samtidig maner efterretningstjenesten til besindighed, da de finder det højst usandsynligt, at Wagner-gruppens tilstedeværelse vil gøre en væsentlig forskel i forhold til krigens udfald.