En tre dage lang strejke blandt British Airways' piloter får nu større konsekvenser for kunder, der skal flyve med selskabet i september, end først ventet. Det skriver BBC.
Piloterne varslede fredag, at de vil strejke 9., 10. og 27. september grundet uenighed om lønnen. Men nu har også kunder, der har bestilt flybilletter 8. og 12. september har fået at vide, at deres fly er blevet aflyst.
En af dem, der er ramt af strejken, er Jennifer Bond fra Manchester. Hun skulle efter planen flyve til Las Vegas i USA med sin forlovede 11. september for at blive gift. Men nu er rejsen blevet knap 6000 kroner dyrere. Og det tærer på parrets bryllups-budget.
- Vi har brugt næsten to år på at spare op, og så sker det her tre uger før, at vi skal flyve, fortæller Jennifer Bond til BBC.
British Airways beklager
Cirka 145.000 kunder flyver dagligt med British Airways. Selskabet lover i en pressemeddelelse, at det gør, hvad det kan for ikke at ødelægge noget for kunderne. Alligevel klager mange over, at de ikke kan komme igennem til flyselskabet - hverken online eller via telefonen.
- Vores medarbejdere har arbejdet ustoppeligt på at hjælpe så mange af vores kunder som muligt under disse uforudsigelige omstændigheder, skriver British Airways og tilføjer, at selskabet 'beklager dybt'.
British Airways opfordrer de berørte kunder til at ændre afgange eller få pengene refunderet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.