Britiske turister i spansk coronapanik

Britiske turister har fået travlt med at komme hjem fra ferie i Spanien, efter myndighederne i Storbritannien har beordret 14 dages karantæne ved hjemkomst

Stigningen i smittetilfælde har over de seneste par uger fået spanske myndigheder til at lukke ned flere steder. Her går det ud over en række 'hotspots' på festdestinationen Magaluf på Mallorca. Video: Reuters.

'Spanien er ikke længere en sikker feriedestination.'

Så kontant meldte de britiske myndigheder ud sent lørdag, da de fjernede Spanien fra deres liste med coronasikre destinationer.

Beslutningen kom efter Spanien fredag registrerede mere end 900 nye tilfælde af covid-19.

Derfor har britiske turister på ferie i Spanien fået meget travlt med at komme hjem, da hjemkomst søndag betyder 14 dages karantæne.

Det har resulteret i paniske britiske turister, der bare vil hjem, skriver Reuters.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Britiske turister har fået travlt med at komme hjem fra Spanien. De britiske myndigheder meldte nemlig ud sent lørdag, at hjemkomst søndag resulterer i 14 dages hjemmekarantæne. Foto: Borja Suarez/Ritzau Scanpix
Britiske turister har fået travlt med at komme hjem fra Spanien. De britiske myndigheder meldte nemlig ud sent lørdag, at hjemkomst søndag resulterer i 14 dages hjemmekarantæne. Foto: Borja Suarez/Ritzau Scanpix

- Det er virkelig slemt, fordi det kommer så pludseligt. Vi har ikke fået meget tid til at forberede noget som helst, så nu panikker alle, fortalte Emily Harrison fra Essex, der kan se frem til 14 dages hjemmekarantæne ved ankomst til London søndag.

Spanien har ellers været på en liste over sikre feriedestinationer i forbindelse med corona, hvilket betød, at 14 dages isolation ikke var nødvendigt ved hjemkomst.

Det lavede meldingen fra de britiske myndigheder lørdag om på.

Norge kom først
Meldingen fra de britiske myndigheder kom, efter Norge fredag frarådede alle ikke-nødvendige rejser til Spanien, ligesom alle ankommende fra Spanien skal i ti dages hjemmekarantæne.

I Frankrig frarådes alle rejser til den spanske region Catalonien, hvor de har oplevet den største stigning af positive covid-19-prøver.

Storbritannien har også haft sit eget hyr med at få styr på coronavirussen.

Derfor tages der heller ingen chancer. Nogle britere kunne dog ikke se meningen med at skulle hjem til Storbritannien.

- Vi er ret frustrerede over det, for at være helt ærlig, fordi det føles faktisk mere sikkert i Spanien end derhjemme, forklarede den britiske turist Carolyne Lansell til Reuters.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Sikkerheden er i top i lufthavnene rundt om i Europa. Her fra Barcelonas El-prat-lufthavn. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Sikkerheden er i top i lufthavnene rundt om i Europa. Her fra Barcelonas El-prat-lufthavn. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
 

Hårdt slag
Beslutningen er endnu et hårdt slag for den spanske økonomi, der har lidt under coronakrisen.

Landet lever i stor grad af turisme, hvilket selvsagt er blevet mindre de seneste måneder.

Med de nye regler fra den britiske regering mister Spanien den største gruppe af turister målt ud fra nationalitet.

Briter udgjorde sidste år 20 procent af de besøgende i paellaens land.

De nye karantæneregler gælder ikke kun for fastlandet, men også de kanariske og baleariske øer. Hverken Gran Canaria eller Ibiza, der er populære feriedestinationer for britere, kan besøges, uden at man skal i karantæne ved hjemkomst.

505 kommentarer
Vis kommentarer