Brøler mørklægger jysk by i to uger

Ved en fejl blev elregningen for gadelysene i en østjysk by sendt til lokal borger

Borgerne i Serridslev uden for Horsens har netop været gennem en mørk periode i byens historie.

De har nemlig slet ikke haft lys i lygtepælene i hele februar.

Allan Lyng Hansen, afdelingschef for Affald og Trafik i Horsens Kommune, fortæller til Ekstra Bladet, at den manglende belysning skyldes en ubetalt elregning.

- Der er ganske enkelt ikke blevet betalt for gadebelysningen, siger han.

Sendte elregning til borger
Ifølge Allan Lyng Hansen har kommunen aldrig fået regningen, da den fejlagtigt er blevet sendt til en lokal borger.

Fejlen skete, da Serridslev fik et nyt gadelysanlæg for mere end et år siden. Normalt er den slags anlæg koblet op på nærmeste adresse, mens regningen for strømforbruget sendes videre til kommunen. Det var bare ikke sket her.

- Det er simpelthen blevet registreret forkert, hvem der modtager regningen. Man har simpelthen sendt den til adressen i stedet for kommunen, fortæller Allan Lyng Hansen.

Fakturaen var derfor endt hos en sagesløs borger, som forståeligt nok ikke havde tænkt sig at betale for belysningen i hele Serridslev.

- Nu skal vi finde ud af, hvor lang tid vi ikke har betalt for strømmen. For selvfølgelig skal borgeren ikke betale for det, siger Allan Lyng Hansen.

Farligt for børn
Mørklægningen har givet anledning til meget snak blandt indbyggerne i Serridslev.

- Folk har været lidt trætte af det, fortæller Marianne Bisgaard, som selv bor i byen.

- Hvis man har børn, der skal på cykel tidligt om morgenen, er det selvfølgelig træls.

At lyset skulle gå lige midt i årets mørkeste tid, irriterer også Allan Lyng Hansen.

- Det er et hammerærgerligt tidspunkt, det skete på. Hvis det nu bare havde være i juni. Det her er det værst tænkelige tidspunkt, siger han.

Heldigvis er det ikke alle byens indbyggere, som har været lige hårdt ramt af mørket.

- Selv synes jeg faktisk, at det er rart nok. Jeg mener, at det er lidt spild af energi at have gadebelysning herude på landet, griner Marianne Bisgaard.

Hvordan brøleren er opstået, kan man ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt, men det skyldes sandsynligvis en menneskelig fejl.

Ifølge Allan Lyng Hansen er gadebelysningen i byen nu tilbage.

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere