Brostrøm: Vi er ikke tilfredse

Vaccinationerne skrider frem i Danmark - men der er stadig et stykke til målet, lyder det fra Søren Brostrøm

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

Mens coronapandemien igen for alvor er ved at få fat i blandt andet USA som følge af Delta-varianten, ser det anderledes positivt ud i Danmark, hvor der trods relativt høje smittetal er få indlagte på hospitalerne og meget få døde.

Hovedårsagen til den positive udvikling skal ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, findes i vaccinerne, hvor Danmark er blandt de lande i verden, der er nået allerlængst i vaccinationen af befolkningen.

I et interview med Politiken gør Søren Brostrøm status på pandemien og vaccinationsindsatsen, og her hæfter han sig ved, at effekten fra vaccinerne er langt bedre, end han havde forventet, og at det er derfor, situationen er, som den er, i Danmark.

- Går lidt trægt
Men selvom Danmark er blandt de førende lande, når det kommer til vaccinationer, vil Sundhedsstyrelsen ikke læne sig tilbage og være tilfreds. For især blandt de unge mellem 20 og 29 år halter det med vaccinerne, lyder det fra Brostrøm.

- Det går lidt trægt nu, i betragtning af hvor lang tid de har været inviteret. Der er ikke noget, som tyder på, at unge er mere skeptiske over for vaccinen, men der kan være nogle praktiske barrierer, som betyder, at de ikke lige får det gjort, men får gjort så meget andet.

- Selvom mange andre lande ville misunde os de tal, er vi ikke tilfredse, før vi er oppe på 95 procent. Der er mere smitte i den aldersgruppe på grund af det liv, de lever. Derfor vil vi gerne have en høj tilslutning for at beskytte mod, at virus finder vej til de sårbare, siger Søren Brostrøm til Politiken.

De daglige opgørelser fra Statens Serum Institut har på det seneste da også vist, at det er netop den aldersgruppe, der står for de fleste nye smittetilfælde, og knap 71.500 20-29-årige er i alt registreret smittet siden pandemiens start i 2020.

Vaccinerer uden tidsbestilling
Fremover vil myndighederne som led i vaccinationsindsatsen blandt andet rykke ud på uddannelser og arbejdspladser for at vaccinere borgere uden tidsbestilling, for at målet om at vaccinere 95 procent af befolkningen fra 12 år og opefter kan nås.

Ifølge gårsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut er 60,5 procent af den danske befolkning nu færddigvaccineret, mens 73,4 procent har fået første stik.

Grafikken herover viser vaccinationstilslutningen i udvalgte lande, herunder Danmark.