Brostrøms klare nytårs-opfordring: - Se så få som muligt

Der kommer foreløbig ingen nye restriktioner før nytårsaften. Men den bør holdes småt, siger Brostrøm

Søren Brostrøm opfordrer til småt og kort nytår.
Følg Samfund

Med kun to dage til nytårsaften opfordrer direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm endnu engang kraftigt til, at danskerne holder en stille nytårsfejring

- Se så få som muligt, og hold det stille og roligt, siger han.

Brostrøm vil ikke sætte tal på, hvor mange 'så få som muligt' er. Det er op til danskerne selv at vurdere, hvem de holder nytår med.

I år er der nemlig en 'helt anden situation', end hvad der var tilfældet sidste år. Sidste år var Danmark underlagt en national nedlukning på denne tid.

Derfor gjaldt der sidste nytårsaften et forsamlingsforbud på maksimalt ti personer. Sådan ser det dog langtfra ud i år. Lige nu er det hovedsageligt nattelivet og kulturen, som er lukket ned.

Derfor vil myndighederne ikke komme med mere konkrete råd.

- Sidste år havde vi ganske omfattende restriktioner på den her tid, og der kommunikerede vi tilsvarende råd.

- Det har vi valgt ikke at gøre i år, fordi vi ikke mener, det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at vi som sundhedsmyndigheder går ind og giver anbefalinger i private hjem. Hele befolkningen har levet med den her virus i snart to år og ved, hvordan den smitter, siger Brostrøm.

Det er de generelle råd om blandt andet at holde afstand, spritte af og lufte ud, som Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man husker nytårsaften.

Brostrøm siger, at hans indtryk er, at mange har fulgt opfordringerne henover julen og lyttet til myndighedernes råd. Det er derfor både hans håb og tro, at det samme vil gælde nytår.

På pressemødet siger Brostrøm desuden, at der ikke kommer nogen 'store meldinger' eller restriktioner lige nu.

Det på trods af at smittetallene har været høje i flere uger, og onsdag igen slog rekord med over 23.000 smittede.

Flere fagfolk har forud for dagens pressemøde efterlyst klarere retningslinjer for nytårsaften.

Det kan nemlig give tvivl og usikkerhed, hvis folk ikke ved mere konkret, hvor mange man bør samles, lyder det fra flere.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker på Roskilde Universitet, vil mange danskere tænke 'det går nok' at mødes flere, end hvad der reelt er hensigtsmæssigt.

- Når der er rum for fortolkning, og når noget er tvetydigt, i forhold til hvor mange man må mødes, så bruger mange det rum til at gøre noget, der ikke er så hensigtsmæssigt, siger han til TV 2.

FAKTA: Begræns antal personer og alkohol nytårsaften

To dage før nytårsaften opfordrede sundhedsmyndighederne på et pressemøde onsdag til at holde fejringen småt og med så få som muligt.

Der var ingen ministre med, og der blev ikke meldt nye restriktioner ud, men Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut (SSI) og Styrelsen for Forsyningssikkerhed gav en status på coronasituationen og nytåret.

Læs nogle af hovedpointerne fra pressemødet her:

* Nytår:

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, opfordrede til at se så få som muligt til nytår, holde det stille og roligt og undgå for meget alkohol.

Fordi der hverken er en national nedlukning eller et forsamlingsloft i år, som der var sidste år på denne tid, vil myndighederne ikke komme med helt konkrete anvisninger.

Det er de generelle råd om blandt andet at holde afstand, spritte af og lufte ud, som Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man husker nytårsaften.

* Smittetal og indlagte:

Omikronvarianten findes nu i 80 procent af de positive coronaprøver.

Det betyder høje smittetal, som næsten dagligt slår rekord i øjeblikket.

Indlæggelserne følger dog ikke med i samme tempo, og det skyldes vaccinerne, sagde faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause.

* Vacciners beskyttelse:

Selv om vaccinerne beskytter mindre over for omikron end delta, giver de alligevel en hæderlig beskyttelse, sagde Tyra Grove Krause fra SSI.

- Vaccinen giver en beskyttelse på 55 procent mod omikronvarianten lige efter andet stik og i perioden lige efter tredje stik. Det er lavere end for deltavarianten, og det ser ud til at aftage hurtigere over tid, sagde hun.

Man kan stadig blive smittet som individ, men man bliver formentlig ramt i mildere grad og får et kortere sygdomsforløb, lød det.

* Nye studier om omikron:

Nye studier fra udlandet viser, at omikronvarianten sandsynligvis er mindre alvorlig end delta.

Tyra Grove Krause sagde, at man tilsyneladende ikke bliver lige så syg af den nye variant, og det er 'selvfølgelig utrolig positivt'.

Udviklingen i indlæggelser ser ud til at ligge i den positive ende af myndighedernes prognose, lød det. Altså færre indlagte end frygtet.

* Smittesituationen i Danmark:

Hvis man følger med i internationale medier, kan man hurtigt få en opfattelse af, at Danmark er et forfærdeligt sted at opholde sig, sagde Søren Brostrøm.

Danmark har et af de højeste incidenstal i verden lige nu.

- Det er også rigtigt, at vi har et bekymrende højt smittetryk i Danmark, men det er også et udtryk for, at vi har et meget højt testniveau i Danmark, og derfor kan vi rapportere højere smittetal end mange andre lande, sagde han.

* Testkapacitet:

Testkapaciteten for både PCR- og lyntest opskaleres i løbet af vinteren. Målet er trekvart million test i alt om dagen, sagde Lisbeth Zilmer-Johns, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

I sidste uge meddelte styrelsen i en pressemeddelelse, at mængden af både PCR- og lyntest øges, så der i starten af det nye år kan foretages i alt 690.000 test hver dag. Det tal øges yderligere til 730.000 over vinteren.

Kilder: Ritzau, TV 2, DR.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.