Brrrr: Her bliver det minus 15 grader i nat

Det klare vejr får den minimale varme til at suse lige ud i himmelrummet

Der kan især komme sne på Bornholm det kommende døgns tid. Arkivfoto: Ernst Van Norde
Der kan især komme sne på Bornholm det kommende døgns tid. Arkivfoto: Ernst Van Norde

Med sol kommer varme - bare ikke om natten i vintermånederne, hvor varmen i stedet fiser lige ud i intetheden.

Sådan en nat får vi de kommende timer, hvor den røde streg i termometrene vil falde langt ned under nul. Det melder TV2-vejret og DMI.

- Koldest ventes det at blive på Sjælland, men overalt i landet, hvor der ligger sne, kan man få temperaturer under minus ti grader, skriver TV2-vejret på sin hjemmeside.

De uddyber, at det lokalt dog godt kan blive helt ned til minus 15 grader, og at selvom Sjælland nævnes som det koldeste sted, så vil det også blive bidende i både Nordjylland, på Djursland, den østlige del af Fyn og på Bornholm.

Sne og kold vind
Også DMI stemmer i prognoserne om det kolde, kolde vejr.

- Allerede her til aften ligger temperaturerne på minus syv til otte grader, og det er jo først koldest klokken 7.30 i morgen tidlig, så der er tid til, at graderne kan nå længere ned, siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Heldigvis er der ikke meget vind, så på den måde kommer det ikke til at føles meget koldere end de minus 10-15 grader i nat.

- Fredag kan der komme byger med sne ind over Østersøen, som rammer Bornholm. Der kan også være lidt snebyger på Djursland og Nordfyn, men det er bare småbyger, siger meteorologen.

Efter al kulden forventes det, at vejret igen vender mod weekenden, og at der kommer plusgrader lørdag og søndag.

106 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere