Bruger du Mobilepay? Så kan du vinde pengene tilbage for dine køb

Nu kan heldige Mobilepay-brugere få penge tilbage, når de handler i butikker eller gennem apps

Mobilepay lover heldige kunder penge tilbage efter køb med nyt 'lotteri-projekt.' (Foto: ritzau)
Mobilepay lover heldige kunder penge tilbage efter køb med nyt 'lotteri-projekt.' (Foto: ritzau)

Et nyt lotteri-projekt, Mobilepay Back, lanceres torsdag af app-betalingstjenesten Mobilepay. En veltimet lancering for Danske Banks tjeneste, som de seneste dage har været i vælten for at offentliggøre statistik om brugernes beskeder.

Nu kan de selvsamme kunder hos Mobilepay de næste to måneder være heldige med at få penge tilbage fra tilfældige køb, de foretager sig i butikker eller gennem apps. Det oplyser Mobilepay i en pressemeddelelse.

- Hvis du har held i et swipe, og der er MobilePay Back, får du en push-besked på mobilen med det samme – og pengene bliver sat tilbage på den af dine konti, de lige er blevet trukket fra, lyder det i beskeden.

Tilfældige vindere
Det er en algoritme, som står for at udvælge tilfældige kunder på tværs af beløb og butikker. Det maksimale beløb, man kan få tilbage er 1500 kroner, og så vil algoritmen favoriserer mindre køb som tyggegummi eller en kop kaffe.

- Man kan jo gøre mange ting for at gøre folk opmærksomme på ens produkt. Vi synes, at det her er en sjov måde, og samtidig er den enkel. Der er ikke nogen praktikaliteter, og vi undgår unødig bureaukrati, siger presseansvarlig for Mobilepay, Peter Kjærgaard til Ekstra Bladet.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at det selvfølgelig også er for at få kunder i butikken.

- Det er klart, at det også er for at udbrede brugen af Mobilepay og give folk, som måske ikke har prøvet det, incitament til at bruge det. Samtidig vil vi også gerne have kunderne til at bruge det oftere, siger den presseansvarlige.

Kritik for besked-statistik
I løbet af de seneste dage har Mobilepay været i medierne efter at have offentliggjort statistik om kundernes interne beskeder. Flere kunder følte, at betalingstjenesten havde snaget i deres privatliv.

Det er god timing i forhold til, at I de seneste dage har fået kritik for at offentliggøre statistik om brugernes beskeder til hinanden. Er der en sammenhæng?

- Det her er et projekt, som har været lang tid undervejs og planlagt længe, så det er der ikke, siger den presseansvarlige.

Der er i alt 800.000 kroner, som i løbet af de næste to måneder bliver tilbagebetalt til kunderne. Mobilepay skønner, at omkring 20.000 kunder vil opleve at få penge tilbage.