- De kiggede bare op og ned af os og fortalte os, at vi var for store.
Sådan fortæller 20-årige Bobbie Jo, efter at hun med egne ord 'fuldstændig fik ødelagt sin fødselsdag', da hun sammen med veninderne blev afvist på natklubben Libertine i London.
Det skriver The Mirror efter, at Bobbies mor, Deborah Kerr, har postet sin datters historie på Facebook, hvor den er delt og liket flere tusinde gange.
- Min datter følte sig totalt flov og ydmyget. Det ødelagde hendes fødselsdagsaften, siger moderen til avisen.
- Hun er kun en størrelse 38. Hun er cheerleader. Jeg forstår ikke, at de ikke kom ind, siger hun.
Bobbie Jo Goldsmith siger ellers, at hun havde booket bord på forhånd, men at de i køen blev trukket til side og bedt om at gå.
- Jeg vil fremhæve det her - det burde ikke ske i 2016. Det er forfærdeligt, siger hun.
Natklub afviser alt
The Mirror har spurgt natklubben, hvad de siger til Bobbie Jo og hendes mors påstande, men de kan ikke genkende forløbet.
- Vi vil gerne gøre det klart, at enhver antagelse eller kommentar omkring grunden til ikke at komme ind, i hvert fald ikke kom fra nogen ansat eller nogen med forbindelse til os, og det stemmer på ingen måde overens med vores rigtige politik.
- Lige den aften havde vi over 500 mennesker igennem og afviste 119 potentielle kunder, lyder det i den skriftlige udtalelse.
En talsperson fra natklubben slår samtidig fast, at potentielle gæster rangeres efter, hvem de booker sig ind hos, om de er medlemmer og så videre - men at det aldrig handler om udseende eller tøjstørrelse.
- Vi ville aldrig afvise nogen baseret på deres kjolestørrelse eller fysiske fremtoning, skriver Libertine.