BT-beslutning tog Poul Madsen på sengen

Ekstra Bladets chefredaktør er overrasket over, at BT fra årsskiftet dropper betalingsavis i hverdagene. Han havde forventet beslutningen ville komme med udgangen af 2020

Poul Madsen holder fast i papiravisen: Vigtig for Ekstra Bladets identitet, siger han. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
Poul Madsen holder fast i papiravisen: Vigtig for Ekstra Bladets identitet, siger han. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen

Nok bliver Danmark en tabloidavis fattigere, når BT ved årsskiftet lukker for salget af papiravisen i hverdagene, men Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen holder fast i Ekstra Bladet som papiravis.

– Ekstra Bladet er på papir stadigvæk en rigtig god forretning og en meget vigtig ting for Ekstra Bladets identitet. Det bliver ikke i min tid, at vi stopper med papir, siger han.

I 2020 vil BT kun udkomme som gratisavis i hverdagene, mens der fortsat vil være mulighed for at købe papiravisen i weekenden. Poul Madsen er overrasket over, at beslutningen allerede kommer nu:

– Det overrasker mig, at det er allerede nu. Jeg havde forudset, at det blev i slutningen af 2020. Men jeg synes jo også, at de har – undskyld mig – misligholdt deres avis. Det de engang kunne, er de ligeglade med. Det synes jeg er ærgerligt. Det er altid trist når noget, som har eksisteret altid lukker. I gamle dage var konkurrencen mellem Ekstra Bladet og BT sund. BT har sagt, at de kun vil være digital, og det synes jeg, at man har kunnet se på deres avis. Deres sport er en skygge af sig selv.

I 2014 udkom dokumentaren Ekstra Bladet uden for citat, og i den siger Poul Madsen, at hvis oplagsfaldet fortsætter, vil avisen lukke inden for ti år - altså i 2024.

På spørgsmålet om, hvad der har ændret sig siden da, siger Poul Madsen:

– Der er sket det, at vi har været i stand til at gøre produktionen af avisen smartere. Derfor er levetiden for Ekstra Bladet på papir blevet længere. At BT lukker på hverdage er med til at gøre, at vi kan udkomme endnu længere tid på papir. Fordi der er brug for en avis ude i kioskerne.

Mandag meddelte BT, at avisen ikke længere vil være at finde i kioskerne på hverdage.

Gratisavis
Til Ritzau siger chefredaktør Michael Dyrby:

- Vi er en i branche, hvor tingene udvikler sig hastigt. Sidste år ændrede vi vores virksomhed til at være mere digital, og nu er vi i gang med at tilpasse vores avisudgivelser.

- Det giver stadigvæk penge på print, men i og med at vi er så digitale, og når vi ser på, hvor udviklingen går hen mod en løssalgsavis som vores, så er det passende at lave en tilpasning af printudgaven nu, siger han.

Poul Madsen afviser at lave Ekstra Bladet om til en gratisavis:

– Det gør vi ikke. Vores indhold er alt for meget værd til at vi vil forære det gratis væk. Derfor fortsætter vi med at lave en betalingsavis. Der er ikke økonomi i Danmark til at lave en gratis papiravis. Jeg har prøvet med 24 timer. Det her er en overgangsfase for BT. BT satser helt åbenlyst på at udkomme digitalt og tillykke med det. Vi satser på at udkomme både på papir og digitalt, siger han.

149 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere