Buffet, 240 liter fadøl og rød løber: Skralde-firma festede for borgernes penge

Lolland og Falsters skralde-koncern REFA sagde i 2016 farvel til deres daværende direktør med en afskedsreception. Prisen var knap 200.000. 'Beløbet er klart over grænsen', siger ekspert

Den afgående direktør Hans-Erik Jensen (på billedet) i Lolland og Falsters skralde-koncern REFA sagde farvel med et ordentlig brag, da han gik på pension i 2016. Billedet er fra festen, hvor 200 deltog og drak 240 liter øl. Foto: Andres Knudsen
Den afgående direktør Hans-Erik Jensen (på billedet) i Lolland og Falsters skralde-koncern REFA sagde farvel med et ordentlig brag, da han gik på pension i 2016. Billedet er fra festen, hvor 200 deltog og drak 240 liter øl. Foto: Andres Knudsen

De festlige stunder vil ingen ende tage hos den lokale skraldekoncern REFA på Lolland og Falster.

Da den afgående direktør Hans-Erik Jensen i Lolland og Falsters skralde-koncern REFA i 2016 gik på pension, var det med et overordentlig brag.

Afskeds-receptionen, betalt af borgerne, endte nemlig med en samlet regning på knap 200.000, hvor cirka '200 deltog' som Folketidende skrev.

- Beløbet er klart over, hvad jeg normalt vil anse for at være indenfor en rimelig grænse, siger professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve til Ekstra Bladet.

Tidligere har Ekstra Bladet kunne afsløre, at selv samme skraldekoncern købte Danmarks dyreste pap-julekalender og fyrede den af med 250 genstande til den årlige julefrokost.

Fadøls-brunch med det hele
De 190.935 kroner som receptionen kostede, er blandt andet gået til brunch-buffet, 240 liter fadøl, rød løber, party-band og særligt fremstillede invitationer.

Professor Bent Greve påpeger, at smertegrænsen for en offentlig betalt middag er i omegnen af 1000 kroner per kuvert, hvis en bestyrelse eksempelvis spiser en middag.

- Derfor må man også forvente, at en reception kan klares til en væsentlig billigere pris.

De største udgifter i forbindelse med afskeds-receptionen

Mad: 46.280,-

Festtelt: 26.460,-

Invitationer: 24.281,-

Band: 12.000,-

Fadøl og vand: 6496,-

Leje af flag- og flagstang: 3594,-

Af bilagene fremgår det ikke, hvad omkostningerne i forbindelse med vin og champagne har været.

Mindre kunne have gjort det 
- Ligegyldigt om det er en borgmester eller en direktør, synes jeg 200.000 er mange at bruge på en reception, siger finansordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen, der også sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune til Ekstra Bladet.

- Selvfølgelig skal der være plads til, at man kan holde en reception, men det kunne man sagtens have gjort for et mindre beløb.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen er selv medlem af Guldborgsund Kommunes byråd. Han mener, at man sagtens kunne have holdt en billigere reception. Foto: Jens Dresling
Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen er selv medlem af Guldborgsund Kommunes byråd. Han mener, at man sagtens kunne have holdt en billigere reception. Foto: Jens Dresling
 

Han bakkes op af Henrik A. Rasmussen, der sidder i byrådet i Lolland Kommune for lokallisten Din Stemme. 

- Lad mig sige det på den her måde: det lyder som et flot arrangement. Mindre kunne nok have gjort det. 

Kort reception
Arrangementet, der fandt sted 2. September 2016, blev afholdt hos REFA selv, og varede fra 11 til 14.

Der blev i alt betalt for 260 kuverter mad, imens der blev printet 300 'door hanger'-invitationer til arrangementet.

Hans-Erik Jensen havde været direktør i REFA i 34 år.

***

Formand for REFA: Direktøren fik den fest, han fortjente

Artiklen fortsætter under billedet...

Formanden for REFA Poul-Henrik Pedersen synes at prisen for receptionen, var helt okay. Foto: Jyllands-Posten
Formanden for REFA Poul-Henrik Pedersen synes at prisen for receptionen, var helt okay. Foto: Jyllands-Posten
 

Selvom at REFA får kritik for afskeds-receptionen for den tidligere direktør, fastholder formanden Poul-Henrik Pedersen fra det lokale parti Guldborgsundlisten, at det var den rigtige beslutning.

- Det er rigtigt, at vi kunne have gjort det billigere, men det ønskede vi ikke i bestyrelsen. Det var en pæn reception, men ikke overdådig, og når der kommer 350 mennesker, som der gjorde, så koster det noget, siger formanden til Ekstra Bladet.

- Folketidende har ellers skrevet, at der var 'cirka 200'?

- Mit job er ikke at holde øje med, hvad journalisten skriver, men vores vurdering er, at der var 350.

- Kan det dokumenteres?

- Nej, hvordan skulle jeg kunne gøre det - det var en reception.

- Når man forvalter offentlige penge, skal det gøres 'bedst og billigst' - har I gjort det i denne sag?

- Jeg mener, at vi har gjort det bedst, ja.

- I har fået lavet en indbydelse, der kostede 25.000 - hvorfor?

- Jeg vil ikke gå ind i detaljer for de enkelte poster.

- Men synes du, at 25.000 for 300 indbydelser er okay?

- Jeg ved ikke, hvad det koster at lave indbydelser, men hvis det står på fakturaen, er det det, det har kostet. Det er åbenbart prisen, og så er det sådan.

Nuværende direktør for REFA, Mette Suhr Stoffregen, har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

 

***

 

Borgerne på Lolland: Det er vores penge

I Maribo på Lolland har borgerne svært ved at forstå, hvorfor den afgående direktør i REFA skulle have en afskedsfest i den størrelse.

Kaj Steen, 75 - Der er ikke styr på det

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

- Rent ud sagt, så virker det til, at de ikke har styr på deres ting i Refa. Det er ikke iorden at bruge så mange penge på sådan noget. Måske man i stedet skulle have brugt dem på noget, der var til fordel for os andre.

Asger Hansen, 76 - Forskellen er direktøren

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

- Beløbet er i overkanten, og man skulle have tænkt sig bedre om, inden man gjorde det. Hvor stor en fest holder man, hvis ikke lige det er direktøren, der går af. Det er det, der er forskellen.

Anne-Sophie Andersen, 61 - Langt over grænsen

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

- Jeg har svært ved at forstå, hvorfor at REFA skal betale så mange til en reception, bare fordi direktøren går af. Det er langt over grænsen. Det er også mine penge.

Kari Nagel, 59 - Alt for meget 

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

- Jeg synes beløbet, er alt for højt. Det er for meget, når det er vores penge.
 

***

Nye bilag: Julefrokost var dyrere end først skrevet

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at REFA's bestyrelse og ledelse med påhæng, festede og drak 250 genstande på borgernes regning.

Dengang konkluderede lektor i forvaltningsret Sten Bønsing, at julefrokosten ikke var okay og lå udenfor rammen.

- Til den pris må den betragtes som en privat udgift, sagde han.

Nye bilag viser imidlertid, at borgernes penge ikke kun blev brugt til champagne, cognac og snaps.

På aftenen var der nemlig både arrangeret et trylleshow til 7245 kroner og fælleskørsel til og fra kroen til 4287 kroner.

Alligevel blev der samme dag kørt tre taxa-ture, hvor den ene var en nattetur fra kroen til Præstø. Prisen for den tur alene var 1197 kroner.

Den samlede pris for julefrokosten var altså ikke som tidligere skrevet 22.989,5 - men 36.048 kroner.

- Jeg kan ikke se, at der skulle være noget angribeligt i det. Det er en tradition, vi har haft, og som bunker af tilsvarende virksomheder har, siger formanden for REFA Poul-Henrik Pedersen til Ekstra Bladet.

105 kommentarer
Vis kommentarer