Bulder og brag: Ustadigt vejr i hele landet

Der er ikke lagt i kakkelovnen til en smuk Kristi Himmelfartsferie. I nogle egne starter den ud med torden og regn

Mange har hørt torden og set lyn denne torsdag formiddag. Arkivfoto: Kenneth Meyer
Mange har hørt torden og set lyn denne torsdag formiddag. Arkivfoto: Kenneth Meyer

Befinder man sig i nærheden af København torsdag formiddag, har man nok bidt mærke i, at der er en del bulder og brag fra himlen.

- Der har været et par lyn, siger Mette Zhang, vagthavende meteorolog i DMI til Ekstra Bladet, inden hun bliver afbrudt af endnu et lyn efterfulgt af et stort brag, der både kunne høres ved DMI og på Rådhuspladsen.

Hun fortæller, at Bornholm fik lyn og torden torsdag morgen, og at det har bevæget sig nordvest og er blevet kraftigere. Det vil sige, at folk i København og Nord- og Vestsjælland kan opleve tordenvejr.

Dagens prognoser er ikke specielt sikre, så meteorologen har et råd til alle, der vil bevæge sig ud på en gåtur denne helligdag.

- Husk paraplyen for en sikkerheds skyld, siger hun.

Det meste af landet har ikke specielt stor chance for at få et glimt af solen denne dag.

- Bornholm har lokal tåge, men der er en lille chance for, at der kan gå hul i skydækket og der kommer lidt sol senere på dagen. Det samme gælder i Nordsjælland, siger hun.

Ustadig weekend
Der er desværre ikke mere solrige forudsigelser fra DMI til den forlængede weekend.

- Fredag ser mest skyet ud, og der kan komme byger, der kan være kraftige og med torden.

Dog kan Nordjylland, Nordsjælland og Bornholm få sol fredag.

Det samme ustadige vejr gør sig faktisk gældende for hele den kommende weekend.

- Hvis jeg skal sige det kort, bliver det en blanding af skyer, regn og måske lidt sol, siger Mette Zhang.

- Så det bliver ikke en smuk Kristi Himmelfartsferie, hvor man kan nyde solen på terassen.

Sidste weekend var danskerne ude og nyde, at temperaturerne sneg sig op i nærheden af 20 grader.