Bundrekord: Kun fire procent får anerkendt psykisk arbejdsskade

Sidste år søgte 4.676 personer om at få anerkendt en psykisk sygdom som en arbejdsskade. Men kun 194 fik det anerkendt. Det er den laveste andel i ti år

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Er du gået ned med stress, eller har du fået en depression på grund af et dårligt psykisk arbejdsmiljø? Så kan du næsten lige så godt lade være med at anmelde det som en psykisk arbejdsskade.

Der er i hvert fald ikke særlig stor sandsynlighed for, at du får det anerkendt. I 2016 fik 4,1 procent af dem, der anmeldte en psykisk sygdom, den anerkendt som en arbejdsskade. Det er den laveste andel i ti år. Det viser Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings statistik for 2016.

- Andelen af faldet, fordi der i samme periode er kommet flere anmeldelser af psykiske arbejdsskader. Men det er ikke nødvendigvis anmeldelser, vi kan anerkende. Så vi anerkender nogenlunde det samme antal psykiske arbejdsskader hvert år, siger Bente Koudal Sørensen, der er afdelingschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afdeling for erhvervssygdomme.

LÆS OGSÅ Blogger: Politikere giver børn fra underklassen fuckfingeren - hjælpen kommer for sent

I 2016 fik 194 personer anerkendt en psykisk arbejdsskade. Året før var tallet 234 personer. Tallet svinger mellem cirka 180 og 230 personer fra år til år. Men som det ses her, falder den såkaldt anerkendelsesprocent for hvert år.

En af dem, der har fået afslag på, at hendes depression skyldes arbejdet, er Livde Emiliah Sommer. Hun har arbejdet som teknisk tegner i en jysk stålvirksomhed, hvor hun efter eget udsagn blev udsat for chikane fra værftsføreren. Hun gik ned med stress i 2013, og det resulterede i en alvorlig depression og tre selvmordsforsøg.

Læs hele Livdes historie her.

Depression er ikke på listen over erhvervssygdomme, og derfor er det meget svært at få depression anerkendt som en arbejdsskade. Den eneste psykiske sygdom på listen er Post Traumatisk Stresssyndrom (PTSD), og for at kunne få det anerkendt som en arbejdsskade, skal man have været udsat for ekseptionelle og faretruende oplevelser.

I afslaget til Livde Emiliah Sommer skriver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

'Vi har lagt vægt på, at du ikke har deltaget i krig. Derfor kan vi ikke anerkende din sygdom som en arbejdsskade efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.'

Stress kan give arbejdsskade

Der er dog eksempler på, at stress og depression er blevet anerkendt som en arbejdsskade, forklarer Bente Koudal Sørensen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

- Langvarig stress kan anerkendes som årsag til en arbejdsskade, det samme kan chikane og mobning, hvis det er langvarigt, siger hun.

Det kræver, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indstiller sagen til erhvervssygdomsudvalget, som så skal vurdere, om den psykiske skade kan være en arbejdsskade, selvom sygdommen ikke er på listen.

LÆS OGSÅ: Konfirmandernes gaver bliver dyrere og dyrere: Apple-forhandler jubler

Men i Livde Emiliah Sommers tilfælde valgte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke at spørge erhvervssygdomsudvalget, før de gav afslag.

'Vi vurderer, at der ikke er konkret sammenhæng mellem dine arbejdsmæssige belastninger og udviklingen af din sygdom. Vi vurderer, at du ikke har været udsat for helt særlige belastninger, som giver en øget risiko for udvikling af en psykisk sygdom. Det er indgået i vores vurdering, at belastningen ikke har været tilstrækkelig ekstraordinær til at forårsage den anmeldte depression,' skriver de blandt andet.

Den psykolog fra arbejdsmedicinsk klinik ved Aarhus Universitetshospital, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har bedt om at undersøge Livde Emiliah Sommer, skriver ellers:

'(Livde, red.) er ikke arveligt disponeret til depression, er tidligere psykisk rask og evt. konkurrerende faktorer ligger tilbage i 2006, og vurderes ikke tidsmæssigt at kunne forårsage debut af depression i 2008 og ej heller 2013. Det er min vurdering, at de arbejdsmæssige påvirkninger har ydet et betydeligt bidrag til forværring af de depressioner, LS udvikler i 2008 og 2013.'

45 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere