Bupl trist over færre pædagoger: Vi får 60.000 flere børn

Pædagogernes fagforening ærgrer sig over, at færre viser interesse for pædagoguddannelsen

Udsigten til 60.000 flere børn de næste ti år og faldende interesse blandt unge for pædagoguddannelsen harmonerer rigtig dårligt.

Sådan lyder det fra Elisa Rimpler, formand for Bupl, pædagogernes fagforening, efter at det ved midnat blev offentliggjort, at færre er blevet optaget på pædagoguddannelsen igen i år.

- Det er jeg rigtig ærgerlig over. Der kommer 60.000 flere små børn de kommende ti år, så vi har brug for, at flere unge gerne vil være pædagog.

- Og så har vi fået en regering, der er ambitiøs på børneområdet og vil hæve kvaliteten med flere pædagoger. Et område, der er blevet udsultet i årevis. Så der er behov for, at flere unge finder faget attraktivt, hvis vi skal kunne forbedre normeringerne, siger hun.

Optaget på pædagoguddannelsen er sammenlignet med 2013 faldet med 8,6 procent. Og på 24 ud af 36 pædagoguddannelser melder man da også om ledige pladser på enten kvote 1 eller standby-pladser, viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Ser man på antallet af ansøgere til uddannelsen, er tendensen langt stærkere.

Således drømte 7255 om at blive pædagog i 2013, mens 5956 søgte uddannelsen som førsteprioritet i år. Det svarer til et fald på 17,9 procent.

43 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere