Buschauffører raser over benzin-priser: Brænder dæk af

I Haiti er benzinpriserne nu så høje, at buschaufførerne er begyndt at spærre vejene med ild i protest

Mange danskere kender sikkert følelsen af, at benzinpriserne ind i mellem virker urimeligt høje. I Haiti er utilfredsheden dog så stor, at det er resulteret i en strejke. Det skriver AP.

Buschaufførerne i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, er så rasende over de høje benzinpriser, at de spærrer vejene af med brændende barrikader lavet af dæk.

- Grunden til, at vi er på gaden i dag, er, at alle andre lande har reduceret benzinpriserne, men i Haiti er priserne stadig de samme. Regeringen torturerer os. Vi betaler for alt, har høje skatter, og de har ikke sat prisen ned på benzin. Vi vil have prisen ned, forklarer buschaufføren PresenDieu Petit Homme til AP.

Barrikaderne skabte en del kaos i byen, hvor de færreste har deres egen bil. Væbnet politiet var massivt til stede, og brandmænd kom også for at slukke ilden.

Priserne i Haiti er 4,5 dollars per gallon benzin, hvilket svarer til 29,61 danske kroner for 3,78 liter benzin. Med andre ord svarer det til, at en liter benzin koster 7,83 danske kroner.

Det lyder måske billigt i danske ører, men for mange haitianere er det ekstremt dyrt. I 2013 var minimumslønnen i Haiti for en dags arbejde kun på omkring 5,23 dollars - svarende til 34,52 kroner, skriver Inter Press Service.

Strejken begyndte mandag og varer to dage.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere