30-årige Kia Lilballe, Frederiksberg, sad og sov, da hun fredag først på eftermiddagen blev impliceret i en busulykke på Køge Bugt-motorvejen ved Solrød.
Pludselig var alt kaos, og 60 passagerer blev kastet tilfældigt rundt.
To busser fra selskabet Flixbus var stødt sammen. Og Kia Lilballe, som var på vej fra København til Aarhus for at besøge en veninde, nåede ikke at tage fra.
Hun sad i den forreste bus.
- Jeg vågnede ved, at folk skreg 'stop' og 'nej'. Så bremsede vores chauffør rigtig, rigtig hårdt op, så folk fløj frem i sæderne. Kort efter kom jeg til mig selv. Jeg kunne høre, at folk råbte og skreg igen. Så ramte den anden bus bagfra, siger Kia Lilballe til Ekstra Bladet.
Var chokeret
Ulykken var optakt til 30 minutters mareridt, fortæller Kia Lilballe til Ekstra Bladet.
Selv fortæller hun, at hun gik i en form for choktilstand. Hun ringede tilfældigt rundt til veninder og familiemedlemmer. Senere har hun fået at vide, at hun har sagt nogle mærkelige ting.
Artiklen fortsætter under billedet...
Uden for bussen opdagede hun, at mange ældre og børn blødte og havde slået sig. Og selv om det siden har vist sig, at ingen kom alvorligt til skade, betegner hun alligevel ulykken som en scene fra en film. Der var masser af mennesker, og dusinvis af ambulancer og politibiler kom hurtigt til.
- Passagererne blev bedt om at dele sig op i to grupper. Dem, der mente, at de var kommet til skade, og dem der mente, at de ikke var. Selv havde jeg slået mig meget, forklarer Kia Lilballe.
- Og da ambulanceredderne senere kom og så på mig, gik det hurtigt. De begynder at mærke på mig. Jeg har ondt nogle steder, de ikke vil have, at jeg skal have ondt. Jeg får halskrave på. Og ligger ned på motorvejen. Jeg får ondt i maven og begynder at blive rigtig dårlig. De giver mig en halskrave på.
Underlig sms
Det var mens, hun sad med halskrave på ved et autoværn og ventede på at blive lagt på spineboard, at der tikkede en sms ind.
Den var minsandten fra busselskabet, viste det sig senere, da hun fik en af ambulanceredderne til at vise sig sms'en, som hun i første omgang troede var fra forældrene.
'Din bus har været involveret i en ulykke. Vi kan berolige dig med, at skaderne er overfladiske. Vi beklager ulejligheden', stod der blandt andet.
Artiklen fortsætter under billedet...
- På det tidspunkt anede jeg ikke, om jeg var kommet alvorligt til skade. Det er simpelthen utroligt, at man kan få sådan en sms. Jeg fatter det ikke, siger Kia Lilballe til Ekstra Bladet.
- Jeg tænkte, det er løgn. Inden man sender sådan en sms ud, bør man da lige vide, hvad det er, der er foregået, og hvor slemt det er, siger Kia Lilballe videre.
Kørt på traumecenter
Ambulanceredderne kørte Kia på traumecentret på Køge Sygehus. Hun fortæller, at fire andre passagerer på samme måde blev kørt på hospitalet.
På hospitalet viste det sig efter røntgenfotografering, at hun ikke var kommet alvorligt til skade. Hun havde kun slået sin ene arm. Hun blev derfor udskrevet ud på aftenen.
Busselskabet Flixbus skriver i en mail til BT, at selskabet hurtigst muligt vil revidere sin proces for den behandling, som kunderne møder efter en ulykke.
'Vores passagerers og chaufførers sikkerhed og tilfredshed er altid vores højeste prioritet. Derfor er vi i gang med at undersøge omstændighederne omkring denne sag nærmere og vil tage alle forholdsregler og nødvendige skridt for at forebygge, at dette skal ske igen', skriver selskabet blandt andet i mailen.
Venter stadig på bagage
Kia Lilballe tog hjem til sine forældre efter ulykken. Hun nåede derfor ikke til Aarhus. Hun fortæller, at hun selv og hendes veninde og hendes mor flere gange har henvendt sig til kundeservice hos Flixbus for at høre til den bagage, som Kia Lilballe havde med.
Sent mandag har hun endnu ikke modtaget den.
Men Flixbus fortæller i en mail, at bagagen er fundet og er på vej.
- At man som sådan et stort selskab overhovedet ikke har styr på procedurerne, undrer mig faktisk. Man sidder med en følelse af, at man gerne ville have haft informationen om bagagen lørdag. Eller at man bare havde hørt et eller andet. Jeg har flere gange selv måttet ringe, men de har ikke kunnet oplyse noget som helst. Det er helt grotesk, siger Kia Lilballe videre.