Busser, taxaer og samkørselsapp lukrerer på DSB-strejke

Mens togtrafikken i Østdanmark holder stille, er der travlhed hos DSB's konkurrenter

En strejke hos DSB's lokoførere har mandag lammet togtrafikken i det østlige Danmark. Og det kan mærkes hos bus- og taxaselskaber samt samkørselsappen Go More.

Go More har mandag registreret en voldsom stigning i aktivitet. Appen giver mulighed for, at man kan sælge et lift i sin bil.

Og den mulighed har været særdeles eftertragtet mandag. Mandag i sidste uge blev der oprettet 250 tilbud om at få et lift. Omkring middag denne mandag har 800 sat et lift til salg.

Det tal inkluderer ikke de personer, der oprettede deres tilbud om et lift allerede søndag aften. Noget tyder på, at der allerede her var aktivitet.

Ifølge Go More blev der oprettet 45 procent flere tilbud søndag end normalt. Selskabet registrerer ikke, hvilken dag tilbuddet oprettes til - kun hvilken dag det er oprettet.

Uden togtrafik i det østlige Danmark har rejsende mellem København og Jylland været nødsaget til at tænke i andre baner.

Det har ifølge busselskabet Flixbus haft den effekt, at der har været rift om billetterne til selskabets busser, der kører på tværs af landet.

- Vi kan se en øget efterspørgsel i forhold til en almindelig mandag på denne tid af året på vores forbindelse mellem København og Aarhus. Der er enkelte pladser ledige i eftermiddag, skriver presseansvarlig Lotte Rystedt i en mail.

På grund af travlheden opfordrer busselskabet sine passagerer fra København til at møde op i god tid.

Selskabet ønsker ikke at oplyse sine specifikke trafiktal.

Til DR oplyser Molslinjen, at virksomhedens busselskab har indsat ekstra busser på strækningen mellem Aarhus og København.

Også Dantaxi melder om "øget aktivitet" til Ritzau.

- I Dantaxi har vi som følge af DSB-strejken kunnet mærke en væsentlig forøget aktivitet, siger pressechef Rasmus Krochin.

- Vi har endnu ikke et fuldt overblik over, hvor meget ekstra kørsel vi indtil nu har haft i forhold til en normal mandag.

- Men der har været ekstraordinært travlt i alle de områder øst for Storebælt, hvor vi udfører kørsel. Herunder selvfølgelig i hele Region Hovedstaden.

Taxaselskabet har været nødt til at indkalde ekstra mandskab til tage imod opkald fra kunder, oplyser Rasmus Krochin.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere