Et skrækscenarie om ikke så mange år, hvis udviklingen fortsætter i Silkeborg og resten af landet:
November-vinden rusker i de mange tomme bygninger ned langs den engang så levende hoved- eller gågade i en dansk provinsby. Julepynt er der ikke meget af, og kun i enkelte af de en gang så farverige butiksbygninger er der nu lejligheder eller anden beboelse - resten står gabende tomt, og der er ikke et menneske på gaden.
Dertil er dametøjs- og modebutikken Bundgaards´ på Søndergade i centrum af Silkeborg heldigvis ikke nået endnu, men indehaveren, Käthe Bundgaard, blinker med advarselslamperne og ser en lukning af sin 12 år gamle butik for sig kun få måneder ude i fremtiden, hvis ikke indkøbskulturen ændrer sig hurtigt og markant.
- Vi har haft en voldsom tilbagegang af salget i vores butik. Nu ser vi julen an, men hvis der ikke sker en positiv udvikling fra nu og i de kommende måneder, så kaster jeg håndklædet i ringen, siger den 49-årige butiksindehaver til Ekstra Bladet.
Käthe Bundgaard personificerer således, hvad mange andre butiksindehavere rundt omkring i landet kæmper med - færre og færre kunder og deraf følgende frygt for at skulle lukke for deres levebrød. Hendes facebook-opråb fra i onsdags er dog allerede blevet vist mere end 62.000 gange, og hun håber til det sidste, at kurven knækker.
Sort lørdag i november
Ifølge tal fra Dansk Erhverv er flere end hver tiende butik lukket på landsplan de seneste 11 år, og udviklingen ser ud til at fortsætte.
- Man skal bare kigge sig omkring her i Silkeborg. Der er blevet mere stille og færre mennesker i bybilledet. Vores sælgere og leverandører fortæller, at sådan er det desværre i hele landet.
- Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men det gør altså ondt både på økonomien og glæden ved at arbejde med mennesker. Det er på alle måder en trist udvikling, men jeg kan ikke blive ved med at betale husleje og lønninger til vores i alt seks ansatte, siger Käthe Bundgaard, hvis butik har tabt over en halv million kroner i omsætning de seneste år.
Den nedadgående kurve konkretiseres af, at tøjbutikken Bundgaards´ omsatte for 44.000 kroner den første lørdag i november i fjor. I år var det tal faldet til 26.000 kroner.
Käthe Bundgaard ved som de fleste andre i hendes sted, at udviklingen er nærmest umulig at bekæmpe, når udenlandske webshops som Boozt og Zalando kan sælge præcis de samme varer 10-20 procent billigere.
- Vi er også selv begyndt at sælge vores varer via nettet, men det ændrer ikke ved, at jeg frustreres over udviklingen, siger tøjsælgeren, der har arbejdet i forskellige Silkeborg-butikker siden 1988.
Sidste skud i bøssen
Formand for Handel Silkeborg, Frank Borch-Olsen, mener, at Käthe Bundgaards udtalelser er et udtryk for, hvor pressede flere butiksindehavere er.
- Hun er på knæ og siger ligeud, at det er sidste skud i bøssen. Det er ikke et nyt fænomen, men det er en trist udvikling, som vi ser også i omegnsbyer som Kjellerup og Them, siger frontfiguren for sammenslutningen af de handlende i Silkeborg.
Frank Borch-Olsen tror, at flere butiksfællesskaber kan være en vej frem.
- Der er gode erfaringer med, at eksempelvis tøj- og bogbutikker har slået sig sammen, påpeger han og nævner den igangværende renovering af gågade-systemet i byen som et initiativ, der kan modvirke den negative udvikling.
Käthe Bundgaard ved godt, at man ikke kan lovgive nethandlen ud på et sidespor.
- Men jeg håber, at andre end mig selv vil råbe op og reagere imod en udvikling, der skaber spøgelsesbyer og mindre menneskelig kontakt, siger hun.
***
Matilde Fuglsang, 19 år, Silkeborg, kontorassistent og svømmetræner:
- Det er en ærgerlig udvikling med butiksdød og stigende nethandel. Personligt kan jeg godt lide at kunne prøve tøjet og mærke og føle på det, inden jeg køber. Jeg har aldrig tænkt over, at de samme varer ofte er billigere på nettet.
- Det er også hyggeligere at gå rundt i en by og gå på café, hvis der er butikker med levende mennesker omkring.
Nicoline Bredahl, 19 år, Silkeborg, gymnasieelev:
- Jeg er til både-og, fordi jeg foretrækker den personlige kontakt med en ekspedient i en butik, når jeg køber dyrere varer som sko og vinterjakke. Til gengæld kan jeg godt finde på at købe lidt billigere varer som t-shirts og andet via nettet.
- Udviklingen med de mange butikslukninger gør mig da bekymret på lokalsamfundenes vegne. Ingen bryder sig vel om tomme butikslokaler og gader uden mennesker og liv.
***
Nabobyen kæmper imod
I nabobyen Ikast er butiksejere, lejere, cityforening og kommune gået sammen om at bekæmpe butiksdød i et selskab under navnet Ikast Bymidte. Med en startkapital på lidt over en million kroner var der foreløbig fundet penge til, at projektet kunne eksistere i tre år, da det blev søsat i foråret 2019.
Selskabets første store investering var ansættelsen af udviklingschef Julia Thaarup Johansen, og hun kan efter sit første halve år på banen nikke genkendende til, at det er en kamp op ad bakke at holde gang i butikslivet.
- Det kræver nytænkning. Førhen skabte midtbyen butikslivet mere eller mindre af sig selv, fordi folk i langt højere grad skulle på posthuset, apoteket eller noget tredje. Nu skal butikkerne selv skabe liv og trafik ved at lokke folk til på andre måder, siger Julia Thaarup Johansen.
Hun har i sit halve år på posten oplevet to butikslukninger og tre midlertidige åbninger af et galleri, en udstilling og en såkaldt pop up-butik til Halloween. Samtidig har to eksisterende butikker haft vokseværk og er flyttet til større lokaliteter.
- Vi håber desuden at kunne løfte sløret for to nye butikker i begyndelsen af det nye år, siger Julia Thaarup Johansen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.