Bycykler forsvundet: Vi er blevet hacket

Bycyklerne i København har været ude af drift det meste af weekenden på grund af et hackerangreb

Sådan ser det ud, når man forsøger at starte en af de defekte bycykler (Video: Maja Grønholdt)

Københavns bycykler blev natten mellem fredag og lørdag hacket. Det betød, at mange cykler over weekenden var ude af drift.

'Alle vores databaser blev slettet, og systemet har derfor hele lørdagen været ude af drift på nær en kortvarig periode midt på eftermiddagen,' skrev Bycyklen på deres Facebookside lørdag aften.

Lige nu arbejder Bycyklen på at få alle cyklerne op at køre igen.

- Halvdelen af cyklerne virker lige nu, men den anden halvdel virker ikke, når man vil logge ind. Vi antager, at vi sent i aften (mandag, red.) eller i løbet af tirsdag formiddag er helt oppe at køre igen, siger Tina Füssel, der er administrerende direktør i By- og Pendlercykel Fonden, der står bag de hvide bycykler.

Skal fixes manuelt
Alle bycyklerne skal nu opdateres manuelt, og man ved faktisk ikke med sikkerhed, hvor alle cyklerne befinder sig.

- Hvis cyklerne har stået sjove steder uden for stationerne, da vi blev lagt ned, kan vi ikke se, hvor de er, da vi mistede kommunikationen med cyklerne, siger Tina Füssel.

Derfor har Bycyklen nu lavet en såkaldt 'bycykel-skattejagt', hvor de beder om hjælp til at finde de bycykler, der ikke står låst ved en station.

Udført af person med kendskab til systemet
Lige nu tyder det ifølge Bycyklen på, at hackerangrebet udelukkende var rettet mod Bycyklen som forretning - og ikke mod brugerne.

'Måden angrebet blev udført på er egentlig ret primitiv, men dokumenterer at det er udført af en person med stort kendskab til IT-opbygningen af vores system, og samtidig kan vi konstatere, at personen/personerne er kommet ind via et password,' står der på Bycyklens Facebookside.

Ifølge Bycyklen har man ikke tabt data i forbindelse med angrebet, men man opfordrer alligevel til at brugerne skifter pinkode for en sikkerheds skyld.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere