Byggemarkeder hyrer vagter for at styre gør-det-selv-folket under coronakrisen

Mens andre brancher bløder, har byggemarkederne travlt, og flere hyrer vagter til at håndtere kunderne

Bliv bedre til overholde sundhedsanbefalingerne, lød opfordringen blandt andet fra Mogens Jensen på et pressemøde 17. marts. Video: Ritzau Scanpix

Ingen sport på stadion eller i fjerneren. Ingen restaurantbesøg. Ingen middage med vennerne.

Til gengæld er det blevet tid til at male rækværket, gøde græsset og lægge fliser i bryggerset. Danskerne stormer i byggemarkedet under coronakrisen.

Der er travlhed i landets byggemarkeder på trods af coronapandemien.
Der er travlhed i landets byggemarkeder på trods af coronapandemien.
 

Jem & Fix regner med at omsætningen i marts måned bliver bedre end sidste år. Det fortæller direktør Claus Petersen til Ekstra Bladet.

- Vejret har været rigtigt godt de sidste uger, og når det er det, så vil folk i gang,  men det kan også spille ind, at folk er derhjemme, siger han.

Hos Silvan forventer de at omsætte for lige så meget som sædvanligt, skriver topchef Jan Becker i en mail til Ekstra Bladet, og ifølge Dagbladet Børsen viser tal fra Danske Bank, at vi siden nedlukningen af Danmark 11. marts har brugt 50 % flere penge i gør-det-selv-butikker som i fjor.

Travlhed i sommerhusområde
Det betyder sorte tal på bundlinjen hos landets tømmerhandlere og gør-det-selv-butikker, men giver også store udfordringer med at undgå smittespredning.

Derfor har flere byggemarkeder indsat vagter til at sørge for, at der ikke kommer for mange kunder ind ad gangen. Det gælder bl.a. i XL Byg Tømmergaarden i Hune.

- Sidste lørdag kunne vi virkelig mærke, at det pressede på. Der er mange i sommerhusene nu. Her var alt for mange mennesker, og det duer bare ikke, forklarer afdelingsdirektør Preben Jonstrup.

Afdelingsdirektør i XL Byg Tømmergaarden i Hune, Preben Jonstrup, har bl.a. sørger for skilte til alle ansatte - ligesom der er flere på arbejde i kassen, så kunderne skal stå mindre i kø.
Afdelingsdirektør i XL Byg Tømmergaarden i Hune, Preben Jonstrup, har bl.a. sørger for skilte til alle ansatte - ligesom der er flere på arbejde i kassen, så kunderne skal stå mindre i kø.
 

Da Ekstra Bladet besøger tømmerhandlen i det nordjyske sommerhusområde, triller biler med trailere ind og ud af parkeringspladsen i en lind strøm.

- Det handler om at få dem hurtigt igennem systemet. Nogle kunder er bedre til det end andre, siger Preben, mens en far med to børn går ud til sin bil.

Overvejer udvidede åbningstider
Afdelingsdirektøren har været i den butik, som hans far i sin tid grundlagte, i 44 år.

- Og jeg har aldrig nogensinde været udsat for noget lignende.

- Folk er heldigvis blevet flinke til at bestille på forhånd og få leveret varerne, eller bare tage, hvad de skal have udenfor og så få os til at sætte det på deres konto, så de slipper for at gå ind gennem kassen, fortæller han.

- Der har da været mange mennesker, men de har været til at styre. Jeg tror, folk har fået øjnene op for, at det ikke er for sjov det her, siger Mogens Schou, der har hyret ind som vagt hos tømmerhandlen i Hune.
- Der har da været mange mennesker, men de har været til at styre. Jeg tror, folk har fået øjnene op for, at det ikke er for sjov det her, siger Mogens Schou, der har hyret ind som vagt hos tømmerhandlen i Hune.
 

Mens konkurrenten Silvan har begrænset åbningstiderne for at kunne sende flere medarbejdere hjem, overvejer Preben det modsatte.

- Folk er flinke til at overholde reglerne og vente med at gå ind i butikken, hvis vi siger det, men jeg spekulerer lidt i at udvide åbningstiden for at sprede dem endnu mere ud over dagen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Hej du, hold afstand! Du kan godt blive bag traileren!

Corona eller ej, så er forår lig med havearbejde og gør-det-selv-projekter for mange af os, og pandemien har ikke afholdt os fra at tage i byggemarkedet. Tværtimod. Spørger vi kunderne i XL Byg Tømmergaarden Hune kan man dog godt passe på sig selv og andre samtidig.

 

Charlotte Nielsen, 40 og Rasmus Nielsen, 39

- Vi går og renoverer lidt på vores sommerhus og har fri i dag. Vi arbejder faktisk mere nu end før. Hun er hygiejnesygeplejerske, så jeg er godt præget hjemmefra til at passe på.

- Det vigtigste er håndhygiejnen og ikke at komme for tæt på andre.

 

Torben Bjerregaard, 79

- Jeg er pensionist, så jeg er hjemsendt, ligeså meget som jeg plejer. Nu har vi været i vores sommerhus i 14 dage, og det er da svært at passe på, når man skal handle. Lige da jeg kørte ind på p-pladsen, og så alle de biler, tænkte jeg: 'Puha, hvordan fanden gør vi lige det?'

 

Søren Mosevang, 36

- Her har de håndsprit og afstandsstreger på gulvet, så det er lige til at gå til. Normalt ville jeg tage mine børn med, men det lader jeg være med nu.

 

Holger Jensen, 70

- Hej du, hold afstand! Du kan godt blive bag traileren, lyder det bestemt til Ekstra Bladets udsendte.

- Min kollega er i risikogruppen, så jeg holder mig fra alt og alle. Nu skriver jeg tingene ned på en seddel og afleverer gennem bilruden. Heroppe er de så flinke, de tror jo på, at jeg ikke snyder. Vi er jo nordjyder.

 

Hanne Sørensen, 73

- Jeg har altid handsker på, når jeg går ind og handler. Jeg har også selv nogle i bilen. Vi er flyttet ud i sommerhuset inde fra Aalborg. Her er mere luft og færre mennesker, og så ser vi slet ikke nogen. Men det er svært ikke at se sine børn.

 

Tine Nielsen, 53

- Jeg har tøjbutikken Paparazzi i Blokhus, hvor jeg skal have den her skærm i plexiglas op ved kassen nu i de her tider.