Camilla fandt glasskår i populær babygrød - advarer andre forældre

24-årige Camilla fra Frederiksberg fik et chok, da hun fandt glasskår i sin otte måneder gamle datters aftensmad

Det var en nødløsning, men heldigvis var 24-årige Camilla opmærksom på aftensmaden, som hun serverede for sin otte måneder gamle datter:

- Min ældste datter fik noget mad, som min yngste ikke er gammel nok til at spise. Derfor lavede jeg en nødløsning og serverede noget aftengrød fra Semper, forklarer hun til Ekstra Bladet.

- Jeg har vel givet hende to skeer grød og sidder som altid og rører rundt i det. Pludselig opdager jeg et glasskår i grøden, fortsætter Camilla, der gerne vil advare andre mødre, så de er opmærksomme på at tjekke grøden:

- Jeg har læst i nogle grupper på Facebook, at Semper har tilbagekaldt nogle varer for nogen tid siden - på grund af glasskår. Men den grød jeg serverede var ikke af samme type, eller havde samme 'batch nummer', forklarer den unge mor, der har kontaktet Semper.

Her lyder meldingen, at man tager henvendelsen alvorligt:

- Vi har modtaget Camillas henvendelse og vi tager den meget alvorligt. Vi tager et grundigt kig på sagen. Når det gælder glasskår, er vi meget grundige. Vi vil hurtigst muligt undersøge, hvor glasskåret kan komme fra. Umiddelbart har vi ikke nogen former for glas i produktionen, forklarer kommunikationschef, Malin Westling, der erkender, at man tidligere har haft fokus på glasskår i et produkt:

- Det sker, at folk finder ting i maden, der ikke burde være der, men det er meget sjældent. Nogle gange kan objektet komme andre steder fra. Det er sådan noget vi vil undersøge.

- Der var en sag med glasskår med et produkt, der var på glas-krukke. Det var en helt anden type produktion. Men glas-krukken var ikke i stykker, så det var ikke muligt, at finde ud af hvor glasskåret kom fra.

- Vi har et omfattende kontrolsystem, der burde fange ting som glas og metal i maden. Men vi tager selvfølgelig Camillas henvendelse meget alvorligt, forsikrer Semper.

I en lidt anden boldgade var der problemer med børn og glasskår - efter den netop afholdte Distortion. Her sejlede gaderne af blandt andet glasskår.

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere