Camillas sovs er Danmarks nye stjerne

Kun én ny Michelin-stjerne til Danmark blev det til i år. Den tilfaldt Camilla Hansens Alouette, hvis sovs trækker kunder til

Så meget elsker de sovs på Alouette! Video: Anita Graversen

De røde plyssæder i Musikhuset i Aarhus var fyldt til randen med kokke, køkkenchefer, madanmeldere og mediefolk, da det franske dækfirma afslørede stjernerne på den nordiske restauranthimmel.

Seancen blev skudt i gang klokken 18.45, og efter knap halvanden time var stjernerne drysset ud over de forskellige restauranter.

Men hvor mange havde gættet på, at placeringen i Aarhus kunne betyde flere stjerner uden for det københavnske, skete det stik modsatte.

Ikke et eneste lillebitte stjernedrys faldt ned i det jyske. Generelt lød der et skuffende sus gennem de mange madnørder på rækkerne, da det gik op for dem, at kun én eneste restaurant i Danmark var blandt de nye i det fine selskab.

God sovs
Alouette hedder restauranten, der løb med den ene stjerne, og her var ejerne og de to køkkenchefer ovenud glade.

- Det var så vildt, vi havde aldrig drømt om, at det ville ske. Vores mål er - hver eneste dag - bare at have glade gæster. At Michelin så får øje på det, det er så vildt, jeg får helt gåsehud nu bare af at snakke om det, siger ejer Camilla Hansen.

Fortsat kun én restaurant herhjemme kan blære sig med tre Michelin-stjerner.

Camilla ejer restauranten sammen med sin mand, Nick Curtin, der også er køkkenchef. Derudover har også Andrew Valenzuela titel af køkkenchef.

Alouette ligger i København, men den har alligevel noget umiskendeligt jysk over sig.

- Både Nick og Andrew er jo gift med jyske damer, så de ved, det er vigtigt med en god sovs, griner Camilla og retter sig selv:

- Eller sauce hedder det jo, det de laver.

Drak den som juice
Netop saucen - eller sovsen - var også hovedingrediensen i den snak de tre fik på scenen med aftenens vært, Timm Vladimir. Han havde nemlig hørt rygtet om, at netop deres sauce trækker kunder til butikken.

- En god sovs kan så meget, og vores gæster elsker heldigvis vores sauce, smiler manden bag den berømte væske, Nick Curtin.

Nogle vil måske vippe tallerkenen og slubre de dyre dråber i sig, andre igen vil væde brødet i de sidste rester, men folkene på det nye stjernested har deres helt egen løsning på, hvordan du får det hele med.

- Vi har faktisk før givet folk en lille beholder med sovs med hjem, og så har de drukket den som juice, siger en tydeligt stolt Camilla.

Ud over Alouette tæller Noma officielt også med i regnskabet som ny. De mistede nemlig deres stjerner sidste år på grund af en flytning, hvor restauranten var lukket en periode. Nu har de så igen fået to styks.

Genåbnede Noma fik to Michelin-stjerner.

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere