Carlsberg sælger malterier som led i storstilet slankekur

Tre maltfabrikker kommer på finske hænder som led i Carlsbergs strategi om at fokusere på kerneaktiviteter

Den danske bryggerigigant Carlsberg sælger malteriet Danish Malting Group (DMG) til finske Viking Malt. Det oplyser Carlsberg i en meddelelse.

Danish Malting Group driver tre maltfabrikker - en i Danmark og to i Polen - og selskabet har 88 ansatte og en årlig omsætning på omkring 700 millioner kroner, oplyser Carlsberg. Hovedkontoret er i Vordingborg.

Frasalget følger Carlsbergs strategi om at skille sig af med ikke-kerneaktiviteter, oplyser bryggeriet.

- Denne transaktion er i tråd med vores ambitioner om at styrke kerneforretningen og afhænde ikke-kerneaktiver, forbedre kapitalafkastet og reducere finansielle risici, siger koncernchef Cees 't Hart i en mail til Ritzau Finans.

Der offentliggøres ikke nogen salgspris. Salget ventes endeligt gennemført inden for "få måneder," men er betinget af godkendelser fra de relevante myndigheder.

Carlsberg-aktien stiger tirsdag 0,1 procent til 602,50 kroner.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere